onsdag den 28. november 2012

Integration

Knap en måned er det siden jeg landede på ukendt grund. Selvom jeg havde sonderet terrænet inden og også allerede har kastet mig frygtløst ud i ukendte busrejser og stejle fjeldsider (overdrivelse fremmer forståelsen) for at rekognisere, så er der stadig masser af nye ting, steder og mennesker at forholde sig til. Jeg tror måske, jeg lidt bedre forstår, hvorfor integration i en fremmed kultur kan være så svært.
Jeg mener; jeg er trods alt havnet i en kultur, der minder om min egen. Derudover betragter jeg generelt mig selv som ganske velbegavet og ressourcestærk - men- alligevel synes jeg der har været dage og stunder i de forgangne uger, der har trukket tænder ud.

Der er sådan noget med sprog. Der hvor jeg bor snakker jeg engelsk. Jeg er i den kontekst glad for at være et produkt af et skolesystem, der har lært mig flere sprog end mit modersmål og klarer mig ganske fint på engelsk. Men det er ikke altid de andre gør det og en samtale bliver altså ikke helt så flydende når man af og til skal forklare et ord eller en sætning eller koncentrere sig om at lytte pga en stærk østeuropæisk accent.
På mit arbejde snakker jeg godt nok dansk. Men det er ord jeg vælger med omhu og tilpasser så modtagerne, dvs de norske jenter, forstår mest muligt. Det er noget med at tale LANGSOMT og t-y-d-e-l-i-g-t og tillempe det til norsk med en enkelt norsk frase i ny og næ. Jeg savner lidt bare at.... snakke. En flydende ordstrøm, hvor de indforståede talemåder og udtryk ikke forårsager rynkede bryn og spørgende blikke. Bare snakke - og lytte- og ikke koncentrere sig om det.
Jeg forstår virkelig godt, at man kan forfalde til at søge sammen med folk fra egen kultur med samme sprog. Det velkendte og trygge - det man kan holde fast i når alt andet er kaos. Sat på spidsen....
Derudover, så kan jeg savne at snakke med folk, der kender mig. Kender min historie, eller i hvert fald noget af den. I den kontekst savner jeg også det der med bare lige at kunne mødes til en kop kaffe, noget god mad, en tur i biografen, .....
Det kræver ret meget energi, at være ny og social, både på arbejde og i fritiden. Det er heldigvis også sjovt, lærerigt og berigende. Samtidig med, at jeg af og til skal tvinge mig selv til at være social når jeg egentlig helst vil sidde i mine egne tanker. Forstået på den måde, at der jo ikke bare lige står en ny omgangskreds af veninder og banker på min dør i tide og utide. Der skal opsøgende arbejde - og en del af det - til. Samtidig med, at det jo tager tid at opbygge relationer. Hvilket ikke er så underligt når man tænker på de forskellige historier der skal foldes ud.
Mine kolleger er heldigvis søde og hjælpsomme mennesker og jeg har allerede mødt nogle af dem udenfor barselsgangen, i andre sociale sammenhænge. Men de har familier og vennekredse, der er godt etablerede og har måske ikke så meget behov for nye personer? Det er lidt anderledes med dem, jeg deler køkken med. En broget forsamling af forskellige nationaliteter og professioner som alle har det tilfælles, at vi er væk fra de vante rammer og skal skabe os en ny hverdag. Lidt tankevækkende er det imidlertid at høre, hvor slemt det egentlig står til med arbejdsløsheden rundt omkring i Europa. Men det er en helt anden historie.
Nå men i hvert fald er det rart at være i samme båd som andre, og der er mennesker som jeg håber (og tror) at jeg på sigt kommer til at lære endnu bedre at kende og se endnu mere til.

Mit arbejde er en af de ting, der er mindst arbejde i. Og dog. Jeg har ikke beskæftiget mig med barselsperioden siden jeg var ydmyg jordemoderstudent og havde hhv 6 og 4 ugers praktik på barselsgangen. Dertil kommer, at det nok ikke var det område, der havde min primære interesse. Der godt nok mange ting og rutiner jeg skal have styr på! Hvorom alting er, er det er rigtig fedt at opdage, at der ligger rigtig meget viden et sted derinden (også selvom der skal graves lidt for at finde den frem). Det er - for at sige det lige ud- pisseirriterende at jeg har været vant til at kunne mit arbejde uden de store forhindringer i mangel af bedre ord og nu føler mig som en nybegynder, der skal spørge om ALT. Men men men - Rom blev som bekendt ikke bygget på een dag og i virkeligheden handler det nok lidt om at give slip på alle forventningerne til mig selv.
Jeg oplever som sagt at viden kan graves frem og støve af og at der i hver vagt lige er en lille ting der hænger lidt bedre fast. Når det er sagt, så er det en fed faglig udfordring jeg har gang i som bestemt vil give mig en masse med i rygsækken.

Madkulturen i Norge.... dén er et kapitel for sig og fortjener sit eget indlæg.

Don't get me wrong - jeg har det godt og trives sådan overordnet. Ingen tvivl om, at det har været/er en god beslutning. Men der er dælme tidspunkter hvor jeg føler, at jeg ligeså godt kunne være taget til Zimbabve eller Bolivias jungle og alligevel havde det været nogle af de samme udfordringer der gik igen. Jeg synes stadig det er sjovt med udfordringer, men det er godt nok også hårdt!

onsdag den 14. november 2012

Norge vol. 2

To uger er det siden flyet landede i Bergen og jeg er ved at have etableret noget der minder om en hverdag her i de omgivelser. Det føles imidlertid som om jeg har været her meget længere, men de to forgangne uger har selvfølgelig også været fyldt af 1000 nye indtryk.
Jeg føler mig på een gang meget langt fra Danmark og på den anden side er mange mennesker dagligt i mine tanker og minder mig om den hverdag, der var for bare et par uger siden. Det er af og til underligt komplekst samtidig med det er nemt at have en fod hvert sted.
Jeg er ved at finde mig godt til rette på de 10m2 på toppen af Haukelandsbakken. Det er en del mindre plads end jeg er vant til, men jeg har heller ikke så mange ting, så det fungerer synes jeg.
Home sweet home
Ingen tvivl om, at det ville være dejligt at have eget badeværelse og køkken, måske især det første. Det er nemlig egentlig ret rart, at der er andre mennesker at snakke med på fridage og når det/dem man kender er langt væk. Beboerne på min gang tæller en spanier, en tysker, to bulgarier, en italiener, en lette, et par polakker og en håndfuld nordmænd. Det er dog sjældent at alle er i køkkenet på samme tid, hvilket er ganske rart størrelsen taget i betragtning. Eftersom de fleste er i samme båd - langt fra det de kender- er der en god kultur med at mødes over en kop kaffe/te, fællesspisning, lidt snak osv. Sad jeg helt alene i en lejlighed tror jeg godt tiden kunne blive en anelse lang af og til.

I går lå der i postkassen et brev som også bekræfter, at det er her jeg skal bo det næste lille år. Nemlig et brev fra skattevæsenet med mit nye norske ID. Det åbner en verden af døre - jeg kan få en bankkonto, jeg kan få løn og få norsk telefonnr. Alt sammen noget der alt andet lige gør livet/hverdagen lidt lettere.
Lidt lettere bliver det også hver gang jeg er på arbejde. Der er godt nok mange nye ting at sætte sig ind i og jeg havde glemt HVOR mast man bliver efter en arbejdsdag hvor både rutiner, mennesker og sprog er noget man skal have fokus på. Det er lidt frustrerende af og til, når man føler tingene foregår langsommere end man synes de skal eller man IGEN skal spørge om en eller anden lille detalje. Mit rationelle jeg ved godt, at sådan er det og sådan vil det være lidt endnu, men den irrationelle side af mig synes det er lidt hårdt. Heldigvis er alle mine nye kolleger vældig søde og flinke til at svare på alle spørgsmålene - ja altså, de er også flinke derudover - så det skal nok blive godt. Jeg skal bare lige huske at minde mig selv om, at det er ok, at alt ikke kører 110% på skinner endnu.
Alle de nye indtryk gør, at min hjerne nogle gange står af og ikke husker hvad der skete i går. Overskuddet er ikke altid lige stort og meget af min fritid går med at sove. Men det kommer igen, overskuddet, regner jeg med når alting fæstner sig lidt mere.
Til gengæld nyder jeg dagligt omgivelserne heroppe. Der er allerede ufattelig mange udsigtsbilleder på min telefon fra alle de gange jeg bliver nødt til at stoppe op og trække vejret dybt og nyde storslåetheden i det hele.

søndag den 11. november 2012

MOD

Jeg har de sidste mange uger, både i Danmark og her i Norge, hørt, at jeg er modig. Modig fordi jeg har sagt mit arbejde op og er rejst væk fra den hverdag og de mennesker jeg kender. Modig fordi jeg tør.
Jeg ved ikke rigtig... Er det mod, at udleve en drøm? Er det mod at ville ændre på ens hverdag for at få en bedre balance mellem arbejde og fritid? Er det modigt at sige sit arbejde op i disse tider -også hvis man tror på, at det der kommer i stedet er bedre? Hvad vil det sige at være modig?
Er mod at gøre de ting, man frygter? Eller som en gammel kineser, Konfutse, sagde engang: "At vide hvad det rigtige er, og ikke gøre det, er mangel på mod"?

Jeg tror jeg synes, at det at være modig er at gøre de ting man ved, man vil fortryde, hvis ikke man gør det. Gøre ting, der indebærer, at man ikke altid helt ved, hvor man ender henne. Og på den måde bliver mod jo også - heldigvis- meget subjektivt og individuelt.
Men om jeg synes, jeg er modig ved at rejse ud ved jeg ikke rigtigt. Jeg tror, jeg synes, at dem der fx rejser til Afrika er mere modige. Norge er jo rimelig lig Danmark og sprogligt er det, i hvert fald her i Bergen, heller ikke voldsomt svært at forstå og gøre sig forståelig.
Jeg synes, at det jeg har gjort er fedt og sejt og alt muligt andet. Mest af alt synes jeg det er rigtigt. Rigtigt i forhold til mit liv som det har været det sidste halve år. Dertil kommer, at dét, at jeg sidder her i Norge jo ikke er en impulsiv handling - at ende her er en proces, der har været i gang længe. Men det var nok først for 5-6 måneder siden jeg havde modet til at sætte noget konkret i værk.

Mod handler også for mig om at skabe den tilværelse man gerne vil have, desuagtet at ydre rammer og andres meninger kan være forhindringer, der skal overkommes. Mod er for mig at arbejde for at få den hverdag jeg gerne vil have. Også selvom det indebærer at bo ret mange kilometre fra København i en periode og sige farvel til trygge velkendte rammer. Hoppe ud på dybt vand uden helt at vide, hvordan jeg skal navigere for at komme sikkert i havn. Men dog have integritet nok til at vide, at jeg kommer i havn på én eller anden vis. Det er ikke nødvendigvis målet, men vejen til målet, der er interessant. Mod er ikke at vide, hvor jeg er om et år og være..... ligeglad. Mod er at tro på, at der nok skal vise sig en løsning. Måske ikke den, jeg havde troet, men så en anden. Mod er at stole på, det man gør er rigtigt. Og det er jeg ret overbevist om, at det er det her jeg gør.

mandag den 5. november 2012

Op ad bakke, ned ad bakke....

Jeg har ret mange flashbacks til min Camino tur i disse dage.
Først og fremmest fordi jeg går en masse. Ned ad bakke og op ad bakke. Nogle gange snyder jeg og tager bussen hjem, bortset fra det sidste stykke op ad Haukelandsbakken, hvor der ingen bus er. Det kan mærkes i ankler og ben, men når det synes allerhårdest tænker jeg på Caminoen og hvordan det jo egentlig bare handler om, at sætte den ene fod foran den anden og pludselig er man fremme. Jeg kan nu godt lide at gå. Fordi man jeg er nødt til at tage sig den tid det nu engang tager og nyde det undervejs. Og så tænker man så godt imens. Eller tænker overhovedet ikke - det er også godt.
Heldigvis er der god udsigt dér på bakkerne. På den ene side grå fjelde med gyldne farveklatter af efterårsblade. På den anden side blå himmel (så heldig har jeg i hvert fald været de seneste dage), spejlblankt vand og byen strakt ud.
Bliver også mindet om Caminoen fordi her er ro. Selvfølgelig er der biler, busser og mennesker inde i centrum der støjer og snakker. Men det meste af vejen er der bare storslået stilhed. Så stille at det larmer af og til. Men når man nu er en person, der har brug for stilhed med jævne mellemrum er det egentlig meget rart at være fri for byens larm og der kommer en sælsom ro på én selv når omgivelserne er rolige.
En tredje ting der får flashbacks'ene til at poppe op er eventyret. Caminoen var et eventyr der satte mange tanker i gang om, hvordan verden burde være og er er bl.a. en af årsagerne til, at jeg sidder her. Ligeså vel som jeg ved, at tiden her kommer til at have betydning for min hverdag fremover. (Jaja, jeg ved godt, jeg kun har været her en uge, men det kommer til at ændre noget - positivt. Præcist hvad finder jeg nok ud af hen ad vejen).
Udsigt over Bergen fra Haukelandsbakken
De kommende dage tror jeg ikke jeg kommer til at gå så meget mere end frem og tilbage til Kvinneklinikken. Tænk at kunne GÅ på arbejde indenfor overkommelig tid. Det er dælme længe siden, jeg har kunne det.
I morgen starter jeg sådan for real. Måske er det det, der hele dagen har gjort mig lidt eftertænksom. Sådan - det er lidt nu det er alvor, det jeg har gang i....
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan og nok skal komme godt ind i alting, men jeg tror på, at jeg nok trænger vældigt til weekend når det er fredag.  Allerhelst ville jeg nok bare spole den første måned over og være der, hvor det hele begynder at bundfælde sig lidt. Selvom det også har sin charme at blive kastet ud på dybt vand (spørg mig hvor charmerende det er i morgen aften når jeg er vildt træt).
Det bliver anderledes, men godt. Må jo bare tage eet skridt ad gangen.

lørdag den 3. november 2012

Norge vol 1.

Tænk, egentlig var det min plan at jeg på nuværende tidspunkt skulle være ved at afslutte en helt sikkert fed tur til USA med besøg i NY og hos min søde lillesøster i Washington. Så var det at historien tog en helt anden drejning og nu sidder jeg på et meget beigefarvet og ikke særlig stort værelse med udsigt over det meste af Bergen, fjelde og fjorden - det kan jeg måske godt vænne mig til. Skal så lige vænne mig til at dele køkken og bad med en masse andre...

De sidste dag i Kbh fløj afsted med nedpakning, rengøring og med at få passet et par farveller ind i dagsprogrammet. På en eller anden måde lykkedes det hele og tirsdag formiddag havde jeg en meget tom lejlighed og to meget pakkede tasker.
Dem læssede jeg på en taxa, mig selv inkl. Afsted til lufthavnen i det smukkeste solskin. Er glad for, at det er dét billede jeg har på nethinden af fantastiske København...
Flyveturen gik uden dramatik og igen blev jeg overrasket over, hvor hurtigt det egentlig er at komme herop. For at undgå kriser og hysteriske anfald over at slæbe tunge tasker havde jeg på forhånd besluttet at ofre en taxa fra lufthavnen og gud hvor var det dog dejlig bekvemt bare at sætte sig ind i sådan en og blive kørt lige til døren af det hotel jeg havde bokket et par nætter.

Jeg nåede nærmest kun at stille taskerne og skifte sko inden jeg stæsede ned til folkeregistret for at udfylde indrejse-/flyttepapirer og udfylde papirer til skattevæsenet. Uden norsk ID nr kan man nemlig hverken åbne bankkonto, få løn eller noget så nu er det bare at vente de par uger sådan noget kan tage...

I Bergen var vejret ligeså smukt som det jeg forlod så jeg benyttede straks lejligheden efter alt det formelle til at lege turist. Det er i øvrigt rigtig rigtig rart, at jeg har været i byen før og har en fornemmelse af, hvor alting ligger!
Jeg hoppede på turistattraktion nr 1, Fløibanen. Meget hurtigt var jeg oppe i et snedækket landskab med den mest fantastiske udsigt over byen. Helt utroligt smukt. Ved samme lejlighed besluttede jeg mig for, at inden jeg tager hjem herfra så er jeg i så god form, at turen derop kan foregå til fods.

Onsdag var jeg en tur ude på hospitalet for at hilse på og få en lille rundvisning. De første 3 måneder skal jeg være på barselgangen med alle de komplicerede forløb så der skal graves noget viden frem, der ligger godt gemt. Det bliver udfordrende men også spændende at arbejde med dén del af min faglighed.

To be continued............