lørdag den 12. november 2011

Rejseplanen

Nej nej, ikke DSB's, jeg ved jo efterhånden hvordan togene til Næstved kører. Rejseplanen ift næste år, that is.
Selvom kontoen og tiden ikke helt tillader det kan man jo godt drømme lidt om at rejse. Ikke som virkelighedsflugt, men som inspiration og oplevelser. Fjerne horisonter, skønne solnedgange, fremmede mennesker, lugte og lyde... I like it :)
Godt nok har jeg ferie om en lille måneds tid,  men efter lidt diskuteren frem og tilbage i mit hoved har jeg besluttet at den skal tilbringes herhjemme med diverse hyggelige juleprojekter. Og en lille smuttur til Odense og Malmø.
Mit pas er i øvrigt også ved at udløbe så det skal fornyes snarligt inden jeg skal nogle som helst steder hen. Nyt pas skal jeg så i øvrigt også bruge i en helt anden sammenhæng - mere følger...

Tilbage til rejseplaner. Lige om lidt er det jo 2012 og udover at jeg har en god fornemmelse af, at det bliver et begivenhedsrigt år - der er noget i gære nemlig- skal der helt sikkert rejses.
Indtil videre håber jeg meget at jeg i løbet af årets første måneder kan komme et smut til Wien og besøge en veninde der bor der. Jeg venter sådan set bare på det nye vagtskema så jeg kan finde en friweekend og researche lidt på flybilletter.
Efter påske, i april har jeg endnu en uges ferie. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal holde fast i den uge og satse på at en eller anden har tid og lyst til at rejse med mig et eller andet sted hen. Den anden mulighed, som indebærer lidt flere løse ender der skal bindes sammen er at se om jeg kan rykke den uges ferie til sidst på ferieåret og samtidig få ferie første uge i det nye ferie år og så tage resten af Caminoen. jeg kan SÅ meget mærke, at der er et hængeparti der. Eller, ikke et egentligt hængeparti, bare at jeg enormt gerne vil ned og trave i det nordspanske igen. Jeg mangler at afslutte det kan jeg mærke og 14 dage burde være nok til at gå fra Léon til Santiago. Samtidig kunne det være fedt at opleve caminoen på en anden årstid.
Alternativt kunne det være en mulighed at se om jeg kan få to ugers tidlig sommerferie og så 2 uger senere på sommeren.. det må jeg gå og pusle lidt med....

Så er der selve sommerferien. Der vil jeg selvfølgelig også gerne ud og opleve et eller andet, men så langt er jeg trods alt ikke nået i min rejseplanlægning. Desuden ved jeg jo heller ikke hvordan verden ser ud til den tid...
Rhodos

fredag den 11. november 2011

Om lagkage. Og mænd.

Forleden var jeg på konditeri, intet mindre end La Glace. Der var lagkager i hobetal og det var noget af en beslutningsproces at udvælge lige præcis hvilket stykke der skulle på min tallerken. Der skulle jo også tages højde for, at tilbehøret var varm chokolade med flødeskum...
Det lykkedes at tage en beslutning og et dejligt stykke kage med citronmousse og hindbærsmør med anis på en nøddebund blev indtaget i dejligt selskab. Bagefter, ret mæt og veltilpas funderede jeg lidt over, at man bør unde sig selv et stykke ordentligt lagkage i ny og næ. (Lige såvel som man bør drikke champagne af og til og det er for længe siden jeg har gjort det - men det er en anden historie).
Altså et godt stykke lagkage - med smag og udseende der er en dronning værdig. Og hvorfor spise Othellokage fra Føtex når man kan få La Glace?

Og det er så hér, at det med mænd kommer ind i billedet.
Når man er single som jeg er og har været en rum tid, så sker det jævnligt at jeg får slynget i hovedet, om jeg nu ser nogle spændende mænd? om der er nogle inde i billedet? om jeg har været på dates? osv i samme dur. Og helt ærligt - selvom jeg ved at det er i allerbedste mening (og dog, måske også lidt nysgerrighed) og fordi folk ønsker det bedste for mig, så synes jeg altså ikke altid det er fedt at være underholdning for et helt selskab. Jeg spørger jo heller ikke folk om, hvorvidt deres samliv kører på skinner vel?
Nå, det var et surt opstød og jeg er egentlig også lidt ambivalent, for på den anden side vil jeg jo også gerne have at folk spørger. Ellers er det nærliggende at tro, at man er helt opgivet i dén henseende og ender som en sær dame med 20 katte - jeg håber nogle når at stoppe mig inden det kommer så vidt.

Men tilbage til lagkagerne. Og mændene. 
For når jeg nu ikke har en sød og dejlig kæreste, så handler det jo ikke kun om, at det er svært at finde en ordentlig en af slagsen trods - til tider- ihærdig søgen og at vente det mindst. Det handler også om, at jeg ikke vil nøjes. Jeg vil ikke have standard samlebånds-Othello lagkage når jeg kan få oplevelser som La Glace. Jeg vil have ordentlig kvalitet og udvalg og så er det altså ikke helt nok når der lige mangler dén der lille/store sidste gnist før det bliver magisk og vidunderligt. Jeg vil heller ikke have en hjemmebagt kage pakket ind i 2 lag hvinende sødt overtræk og sjove figurer. Nej tak. Gennemtænkt, velkomponeret, æstetisk nydelse. Ja tak.
Kræsen? Det vil nogle nok mene og dem om det. Med noget så vigtigt som hvem jeg formentlig og forhåbentlig skal tilbringe resten af mit liv med, der vil jeg altså ikke gå på kompromis eller nøjes med det næstbedste. Der duer kun det ypperste.
Så mere god lagkage, tak.