fredag den 30. december 2011

Et år rinder ud

På årets næst-sidste dag har jeg lige besluttet, at der ikke skal være et langt "året der gik" i år. Medmindre jeg bliver så nytårssentimental/-nostalgisk/-vemodig d.1.1. at jeg laver et alligevel.

Men ellers passer det sq meget godt i forhold til 2011, der har været et lidt fladt og ikke særlig epokegørende år. For mig altså. Det har ikke været et dårligt år, det er bare fløjet afsted og har været jævnt kedeligt bortset fra Caminoen, Leo og alle de små og større dejlige stunder der har været rundt omkring. Enough said

Tilgengæld har jeg så store (for store?) forventninger til 2012. Jeg har bare en god fornemmelse af, at der kommer til at ske en masse spændende ting. Eller rettere, at jeg får dem til at ske. Det ligger og kribler indeni og jeg smiler ved tanken om nye eventyr og forandringer.
For indrømmet, 3 års krisen kradser. Den der "krise" som jeg ved kommer ca hvert 3. år og KALDER på forandring. Rastløsheden.. Udlængslen... Uroen...
Derfor er jeg sikker på, at der kommer til at ske ting og sager i det nye år. For rastløshed skal man handle på.

Der skal rejser på programmet. Den første bliver nok til Wien for at besøge en veninde. Caminoens støvede veje trækker i mig, men jeg er ikke sikker på det bliver i år. Har jo trods alt kun 6 ugers ferie. Planen er nu også en "større" rejse. Jeg gad godt at 2012 bliver året hvor jeg kommer til NY og jeg tror egentlig også der er ret god sandsynlighed for det.

Sundhed skal igen igen i fokus og jeg har faktisk intentioner om at besøge fitnesscentret et par gange om ugen. Jeg VED jo, at det er dejligt - eller ok- det er  udholdeligt, når først jeg er der. Grønt, groft og magert. Men, der skal også være plads til god mad og rødvin. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har en del kogebøger. Og dem vil jeg gerne bliver bedre til at bruge. Så jeg har planer om at finde en opskrift om ugen som skal laves. Det gælder også bagebøgerne.....
Dette til trods, er jeg sikker på at jeg er en langt tyndere udgave af mig selv når året er gået. Endda bare når halvdelen af året er gået. Jeg tror på det.

Så er der alt det andet. Jeg skal have dejlige stunder med dejlige mennesker. Oplevelser i det nære og det fjerne. Kultur og natur.
jeg glæder mig til et nyt og ubrugt år.

tirsdag den 6. december 2011

Peberkagebagekager

Det er blevet december uden et eneste blogindlæg længe. Det faktum må der laves om på, men dagene går ligesom bare. Eller de flyver faktisk, men det er en anden sag og 2012 nærmer sig med hastige skridt. Et år jeg faktisk glæder mig ret meget til, gryden er sat over med spændende oplevelser og projekter.
Men før det bliver nyt år er der stadig lidt tilbage af det gamle og det' sørme det' sandt december.

Jeg holder ferie i denne uge og kan ikke rigtig prale af et julepyntet hjem (endnu i hvert fald). Men julemusikken har jeg hørt flere gange allerede.Tilgengæld har jeg fået booket kalenderen op med gode oplevelser. Det er NÆSTEN lige før, den er overbooket, men skidt. Man lever jo kun een gang.

I går mødtes søstrene, (nevøen) og jeg til vaskeægte julehygge. Efter en tur i Brugsen blev julen sat i produktion og snart duftede der af peberkager, karameller, marcipan og lutter gode sager. Kager blev stukket ud, marcipan trillet til konfekt, trøfler kommet i forme, karamellerne kølede af på altanen, biscotti bagt og eksperimenteret med lakridspulver. Resultatet blev en stor portion lækker blandet konfekt og sprøde kager, der skal vare lige til jul.... eller noget.

Min jul bliver presset ind mellem en nattevagt og en aftenvagt. De der børn bestemmer jo helt selv hvornår de vil til verden og det går ikke at fødegangen er ubemandet. Men når nu det skal være, så er det faktisk ganske hyggeligt at være på vagt i julenætterne. Pga vagter bliver julen en stille, rolig og hyggelig affære (forventer jeg da) med mine forældre og lillesøster.
Når nu ikke jeg kan besøge mit barndomshjem i julen tager jeg lidt revanche og tager et smut til det sønderjyske i dagene op til jul. Ja faktisk holder jeg fødselsdag dernede, det er jo også lige om lidt.
Ah, december er nu engang en af mine favoritmåneder og jeg glæder mig til julegaveshopping, gåture i mørket i julepyntede gader, dejligt selskab og alt det andet der dukker op undervejs.