Rom har længe stået højt på listen over byer jeg bare MÅTTE besøge. Vel hjemme igen efter 5 skønne dage i sol og den evige stad er jeg sikker på det er en by jeg må besøge igen en dag.
Det er lidt fascinerende at befinde sig i det 21. århundrede og samtidig fornemme hvordan de gamle romere har gået rundt. Mærke historiens vingesus.
Det er vist ingen hemmelighed, at Rom har utallige kirker. En af dem, der betog mig mest (af dem vi så) var Basilikaen San Clemente. Ét er, at kirken i sig selv er flot med mange smukke mosaikker. Noget andet er, at den er bygget ovenpå resterne af en endnu tidligere kirke. Ikke nok med det, kommer man langt nok ned i det fugtige mørke kan man se resterne af et mitra-tempel. Virkelig fantastisk at opleve så meget historie på eet sted, som giver stof til eftertanke om kristendommen og vores liv. http://www.basilicasanclemente.com/
Så er det (næsten) ligemeget at jeg ikke fik lov til at komme ind i Peterskirken fordi min nederdel ikke dækkede knæene. Sipper.
En anden oplevelse, lidt i samme boldgade og dog så forskellig fordi katoliscisme jo er mest dominerende i Italien, var et besøg på den protestantiske kirkegård. En fredfyldt oase i storbyen med en masse flotte gravstene. Måske lidt absurd at besøge en kirkegård, men det er virkelig et åndehul og giver plads til reflektion af stort og småt.
Skridttælleren har været på arbejde, 104067 skridt er det blevet til på gader og stræder. Heldigvis har der været plads til at stoppe op undervejs på små og store piazzaer, sidder på en trappesten og betragte menneskermylderet, spise en gellato, drikke en cappucino og kigge på kortet inden turen gik videre.
Kortet over Rom foldet ud og pakket sammen en del gange, sanseapparatet er stimuleret, der er ikke tænkt en eneste tanke om arbejde og hverdag, armene har fået en smule farve - præcis som en ferie skal være!
En verden med små og store begivenheder. En verden med en hverdag. En verden af tanker. En verden af eventyr. Fifi's verden...
fredag den 27. maj 2011
Dansen med dellerne
Hmm, jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg skal oprette en særskilt blog der fokuserer på det vægttab der skal sparkes igang fra rigtig rigtig snart, dvs nu, eller om det bare skal være en del af den normale blog. Det sidste tror jeg. Med det tempo jeg får skrevet indlæg i er det nok meget klogt at holde sig til en blog.
Uanset hvad burde det være motiverende uanset hvor jeg skriver...
Sandheden er, hvor meget det end piner mig, at vægten ikke just falder støt og roligt. Tværtimod synes jeg den eskalerer i et forrygende tempo, der tager pusten fra mig. Det faktum hverken KAN eller SKAL ignoreres. Derfor går jeg i krig. Igen. Har dog en fornemmelse af, at jeg nok skal få has på mange mange kilo denne gang. Ikke med et trylleslag (desværre), men langsomt, stille og roligt. Bare ikke så stille og roligt, at der er plads til alt for mange svinkeærinder. Der er pt gang i op til flere omstrukturerende processer i mit hoved vedrørende mit liv og det her er en af dem.
På en sær måde glæder jeg mig til det.. det er da fedt at fylde sin krop med lutter gode sager og kræse lidt for sig selv i form af gode sunde råvarer.
Jeg ved hvad mit mål er. 20 kg og en bonus vil være 25. Det er 80-100 pakker smør. Det er faktisk ret meget. Så meget at det nok bliver for stor en mundfuld. Selvfølgelig skal det store mål være i fokus, men først og fremmest er det de små mål der tæller og hvert eneste lille 100 g udløser altså skulderklap. Man skal nemlig huske at klappe sig selv på skulderen over de ting man gør i stedet for at slå sig selv oveni hovedet med det man IKKE gør. Det kan man ikke bruge til noget:)
Jeg har desuden 20 fine postkort på en væg, der repræsenterer hvert eneste kilo og som skal være daglig motivation.
Tidshorisonten kender jeg ikke. Et års tid + lidt vil jeg regne med. Det skal som sagt foregå med små skridt og der skal være plads til både et glas rødvin og en is i ny og næ. Bare ikke hver dag, og det er en af de ting der er humlen i det hele. Alt med måde. Vi snakker vaner der skal ændres.
Uanset hvad burde det være motiverende uanset hvor jeg skriver...
Sandheden er, hvor meget det end piner mig, at vægten ikke just falder støt og roligt. Tværtimod synes jeg den eskalerer i et forrygende tempo, der tager pusten fra mig. Det faktum hverken KAN eller SKAL ignoreres. Derfor går jeg i krig. Igen. Har dog en fornemmelse af, at jeg nok skal få has på mange mange kilo denne gang. Ikke med et trylleslag (desværre), men langsomt, stille og roligt. Bare ikke så stille og roligt, at der er plads til alt for mange svinkeærinder. Der er pt gang i op til flere omstrukturerende processer i mit hoved vedrørende mit liv og det her er en af dem.
På en sær måde glæder jeg mig til det.. det er da fedt at fylde sin krop med lutter gode sager og kræse lidt for sig selv i form af gode sunde råvarer.
Jeg ved hvad mit mål er. 20 kg og en bonus vil være 25. Det er 80-100 pakker smør. Det er faktisk ret meget. Så meget at det nok bliver for stor en mundfuld. Selvfølgelig skal det store mål være i fokus, men først og fremmest er det de små mål der tæller og hvert eneste lille 100 g udløser altså skulderklap. Man skal nemlig huske at klappe sig selv på skulderen over de ting man gør i stedet for at slå sig selv oveni hovedet med det man IKKE gør. Det kan man ikke bruge til noget:)
Jeg har desuden 20 fine postkort på en væg, der repræsenterer hvert eneste kilo og som skal være daglig motivation.
Tidshorisonten kender jeg ikke. Et års tid + lidt vil jeg regne med. Det skal som sagt foregå med små skridt og der skal være plads til både et glas rødvin og en is i ny og næ. Bare ikke hver dag, og det er en af de ting der er humlen i det hele. Alt med måde. Vi snakker vaner der skal ændres.
Planen er grønt, og meget af det. Mindre brød, pasta og ris. Mere motion, i første omgang mere fokus på de daglige skridt- det har jo som nævnt tidligere på bloggen også et andet formål. Så småt vil jeg dog gerne igang med noget mere konditionskrævende og styrketræning. Fordi det er sundt. Fordi det, også, er det der skal til. Fordi det er en fed følelse at GØRE noget. Tage ansvar.
Hvorfor en dans og ikke kampen mod kiloene som jeg tidligere har battlet? Fordi det er sjovere at danse med nogen end at kæmpe med nogen. Fordi der skal 2 til en tango. Fordi dans og musik er glæde og velvære. Fordi det er mig der fører. Fordi der skal være plads til at komme ud af takt uden frygt for at blive slået til jorden i et svagt øjeblik, men mulighed for at komem tilbage på rette spor. Fordi man både kan gå autoriserede veje eller lave sine helt egne trin. Fordi det er på tide. Fordi et menneske kun har et liv.
Lad musikken spille op, dansen med dellerne er begyndt.
lørdag den 7. maj 2011
Sommer på forskud
Det er kun starten af maj (og hvor er det lige årets første 4 måneder er blevet af???), men vejret har været så fantastisk de seneste dage at man bliver så glad. Solskin er godt for sjælen, det er jeg ikke et sekund i tvivl om.
Kastanjetræerne blomstrer så småt, blege vinterben luftes, solbriller er obligatorisk del af påklædningen og byen summer af liv. På dage som i dag, så er det at jeg (igen) bliver mindet om, hvor meget jeg elsker at bo i København. Og elsker at bo i København om sommeren. Når der er leben overalt, når folk sidder på pladser og i parker med is og kolde øl, når Nørrebrogades silouetter tegner sig mod aftenhimlen hvor mørket falder sent, når Botanisk haves bænke byder på en stille stund, når man sidder ude længe og ikke har brug for trøjer, når turister står og studerer et kort og når man føler at man lever fordi man er omgivet af liv. Lige dér, så er København et ekstra skønt sted.
Og Tina Dickow synger det så fint i sangen "Copenhagen" (find den på youtube, jeg kan ikek finde ud af at linke)
Derfor, blandt andet, er jeg vist ikke rigtig til at rykke op fra Kbh. Måske er jeg endda så småt ved at slå rødder? De griber fat i underlaget, men har endnu ikke boret sig ned under den grove asfalt. Snirkler sig langsomt og sikkert ned i jorden. Er ikke så store at de ikke KAN trækkes op og plantes et nyt sted, men dog så solide at det kræver lidt list at lirke dem fri. På det helt rigtige tidspunkt, når tiden er inde, så tror jeg på at noget eller nogen kan lirke og grave fri. Men ikke ligenu. Lige nu venter sommeren i København.
Kastanjetræerne blomstrer så småt, blege vinterben luftes, solbriller er obligatorisk del af påklædningen og byen summer af liv. På dage som i dag, så er det at jeg (igen) bliver mindet om, hvor meget jeg elsker at bo i København. Og elsker at bo i København om sommeren. Når der er leben overalt, når folk sidder på pladser og i parker med is og kolde øl, når Nørrebrogades silouetter tegner sig mod aftenhimlen hvor mørket falder sent, når Botanisk haves bænke byder på en stille stund, når man sidder ude længe og ikke har brug for trøjer, når turister står og studerer et kort og når man føler at man lever fordi man er omgivet af liv. Lige dér, så er København et ekstra skønt sted.
Og Tina Dickow synger det så fint i sangen "Copenhagen" (find den på youtube, jeg kan ikek finde ud af at linke)
Derfor, blandt andet, er jeg vist ikke rigtig til at rykke op fra Kbh. Måske er jeg endda så småt ved at slå rødder? De griber fat i underlaget, men har endnu ikke boret sig ned under den grove asfalt. Snirkler sig langsomt og sikkert ned i jorden. Er ikke så store at de ikke KAN trækkes op og plantes et nyt sted, men dog så solide at det kræver lidt list at lirke dem fri. På det helt rigtige tidspunkt, når tiden er inde, så tror jeg på at noget eller nogen kan lirke og grave fri. Men ikke ligenu. Lige nu venter sommeren i København.
Abonner på:
Opslag (Atom)