Et år rinder ud

På årets næst-sidste dag har jeg lige besluttet, at der ikke skal være et langt "året der gik" i år. Medmindre jeg bliver så nytårssentimental/-nostalgisk/-vemodig d.1.1. at jeg laver et alligevel.

Men ellers passer det sq meget godt i forhold til 2011, der har været et lidt fladt og ikke særlig epokegørende år. For mig altså. Det har ikke været et dårligt år, det er bare fløjet afsted og har været jævnt kedeligt bortset fra Caminoen, Leo og alle de små og større dejlige stunder der har været rundt omkring. Enough said

Tilgengæld har jeg så store (for store?) forventninger til 2012. Jeg har bare en god fornemmelse af, at der kommer til at ske en masse spændende ting. Eller rettere, at jeg får dem til at ske. Det ligger og kribler indeni og jeg smiler ved tanken om nye eventyr og forandringer.
For indrømmet, 3 års krisen kradser. Den der "krise" som jeg ved kommer ca hvert 3. år og KALDER på forandring. Rastløsheden.. Udlængslen... Uroen...
Derfor er jeg sikker på, at der kommer til at ske ting og sager i det nye år. For rastløshed skal man handle på.

Der skal rejser på programmet. Den første bliver nok til Wien for at besøge en veninde. Caminoens støvede veje trækker i mig, men jeg er ikke sikker på det bliver i år. Har jo trods alt kun 6 ugers ferie. Planen er nu også en "større" rejse. Jeg gad godt at 2012 bliver året hvor jeg kommer til NY og jeg tror egentlig også der er ret god sandsynlighed for det.

Sundhed skal igen igen i fokus og jeg har faktisk intentioner om at besøge fitnesscentret et par gange om ugen. Jeg VED jo, at det er dejligt - eller ok- det er  udholdeligt, når først jeg er der. Grønt, groft og magert. Men, der skal også være plads til god mad og rødvin. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har en del kogebøger. Og dem vil jeg gerne bliver bedre til at bruge. Så jeg har planer om at finde en opskrift om ugen som skal laves. Det gælder også bagebøgerne.....
Dette til trods, er jeg sikker på at jeg er en langt tyndere udgave af mig selv når året er gået. Endda bare når halvdelen af året er gået. Jeg tror på det.

Så er der alt det andet. Jeg skal have dejlige stunder med dejlige mennesker. Oplevelser i det nære og det fjerne. Kultur og natur.
jeg glæder mig til et nyt og ubrugt år.

Peberkagebagekager

Det er blevet december uden et eneste blogindlæg længe. Det faktum må der laves om på, men dagene går ligesom bare. Eller de flyver faktisk, men det er en anden sag og 2012 nærmer sig med hastige skridt. Et år jeg faktisk glæder mig ret meget til, gryden er sat over med spændende oplevelser og projekter.
Men før det bliver nyt år er der stadig lidt tilbage af det gamle og det' sørme det' sandt december.

Jeg holder ferie i denne uge og kan ikke rigtig prale af et julepyntet hjem (endnu i hvert fald). Men julemusikken har jeg hørt flere gange allerede.Tilgengæld har jeg fået booket kalenderen op med gode oplevelser. Det er NÆSTEN lige før, den er overbooket, men skidt. Man lever jo kun een gang.

I går mødtes søstrene, (nevøen) og jeg til vaskeægte julehygge. Efter en tur i Brugsen blev julen sat i produktion og snart duftede der af peberkager, karameller, marcipan og lutter gode sager. Kager blev stukket ud, marcipan trillet til konfekt, trøfler kommet i forme, karamellerne kølede af på altanen, biscotti bagt og eksperimenteret med lakridspulver. Resultatet blev en stor portion lækker blandet konfekt og sprøde kager, der skal vare lige til jul.... eller noget.

Min jul bliver presset ind mellem en nattevagt og en aftenvagt. De der børn bestemmer jo helt selv hvornår de vil til verden og det går ikke at fødegangen er ubemandet. Men når nu det skal være, så er det faktisk ganske hyggeligt at være på vagt i julenætterne. Pga vagter bliver julen en stille, rolig og hyggelig affære (forventer jeg da) med mine forældre og lillesøster.
Når nu ikke jeg kan besøge mit barndomshjem i julen tager jeg lidt revanche og tager et smut til det sønderjyske i dagene op til jul. Ja faktisk holder jeg fødselsdag dernede, det er jo også lige om lidt.
Ah, december er nu engang en af mine favoritmåneder og jeg glæder mig til julegaveshopping, gåture i mørket i julepyntede gader, dejligt selskab og alt det andet der dukker op undervejs.

Rejseplanen

Nej nej, ikke DSB's, jeg ved jo efterhånden hvordan togene til Næstved kører. Rejseplanen ift næste år, that is.
Selvom kontoen og tiden ikke helt tillader det kan man jo godt drømme lidt om at rejse. Ikke som virkelighedsflugt, men som inspiration og oplevelser. Fjerne horisonter, skønne solnedgange, fremmede mennesker, lugte og lyde... I like it :)
Godt nok har jeg ferie om en lille måneds tid,  men efter lidt diskuteren frem og tilbage i mit hoved har jeg besluttet at den skal tilbringes herhjemme med diverse hyggelige juleprojekter. Og en lille smuttur til Odense og Malmø.
Mit pas er i øvrigt også ved at udløbe så det skal fornyes snarligt inden jeg skal nogle som helst steder hen. Nyt pas skal jeg så i øvrigt også bruge i en helt anden sammenhæng - mere følger...

Tilbage til rejseplaner. Lige om lidt er det jo 2012 og udover at jeg har en god fornemmelse af, at det bliver et begivenhedsrigt år - der er noget i gære nemlig- skal der helt sikkert rejses.
Indtil videre håber jeg meget at jeg i løbet af årets første måneder kan komme et smut til Wien og besøge en veninde der bor der. Jeg venter sådan set bare på det nye vagtskema så jeg kan finde en friweekend og researche lidt på flybilletter.
Efter påske, i april har jeg endnu en uges ferie. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal holde fast i den uge og satse på at en eller anden har tid og lyst til at rejse med mig et eller andet sted hen. Den anden mulighed, som indebærer lidt flere løse ender der skal bindes sammen er at se om jeg kan rykke den uges ferie til sidst på ferieåret og samtidig få ferie første uge i det nye ferie år og så tage resten af Caminoen. jeg kan SÅ meget mærke, at der er et hængeparti der. Eller, ikke et egentligt hængeparti, bare at jeg enormt gerne vil ned og trave i det nordspanske igen. Jeg mangler at afslutte det kan jeg mærke og 14 dage burde være nok til at gå fra Léon til Santiago. Samtidig kunne det være fedt at opleve caminoen på en anden årstid.
Alternativt kunne det være en mulighed at se om jeg kan få to ugers tidlig sommerferie og så 2 uger senere på sommeren.. det må jeg gå og pusle lidt med....

Så er der selve sommerferien. Der vil jeg selvfølgelig også gerne ud og opleve et eller andet, men så langt er jeg trods alt ikke nået i min rejseplanlægning. Desuden ved jeg jo heller ikke hvordan verden ser ud til den tid...

Rhodos

Om lagkage. Og mænd.

Forleden var jeg på konditeri, intet mindre end La Glace. Der var lagkager i hobetal og det var noget af en beslutningsproces at udvælge lige præcis hvilket stykke der skulle på min tallerken. Der skulle jo også tages højde for, at tilbehøret var varm chokolade med flødeskum...
Det lykkedes at tage en beslutning og et dejligt stykke kage med citronmousse og hindbærsmør med anis på en nøddebund blev indtaget i dejligt selskab. Bagefter, ret mæt og veltilpas funderede jeg lidt over, at man bør unde sig selv et stykke ordentligt lagkage i ny og næ. (Lige såvel som man bør drikke champagne af og til og det er for længe siden jeg har gjort det - men det er en anden historie).
Altså et godt stykke lagkage - med smag og udseende der er en dronning værdig. Og hvorfor spise Othellokage fra Føtex når man kan få La Glace?

Og det er så hér, at det med mænd kommer ind i billedet.
Når man er single som jeg er og har været en rum tid, så sker det jævnligt at jeg får slynget i hovedet, om jeg nu ser nogle spændende mænd? om der er nogle inde i billedet? om jeg har været på dates? osv i samme dur. Og helt ærligt - selvom jeg ved at det er i allerbedste mening (og dog, måske også lidt nysgerrighed) og fordi folk ønsker det bedste for mig, så synes jeg altså ikke altid det er fedt at være underholdning for et helt selskab. Jeg spørger jo heller ikke folk om, hvorvidt deres samliv kører på skinner vel?
Nå, det var et surt opstød og jeg er egentlig også lidt ambivalent, for på den anden side vil jeg jo også gerne have at folk spørger. Ellers er det nærliggende at tro, at man er helt opgivet i dén henseende og ender som en sær dame med 20 katte - jeg håber nogle når at stoppe mig inden det kommer så vidt.

Men tilbage til lagkagerne. Og mændene. 
For når jeg nu ikke har en sød og dejlig kæreste, så handler det jo ikke kun om, at det er svært at finde en ordentlig en af slagsen trods - til tider- ihærdig søgen og at vente det mindst. Det handler også om, at jeg ikke vil nøjes. Jeg vil ikke have standard samlebånds-Othello lagkage når jeg kan få oplevelser som La Glace. Jeg vil have ordentlig kvalitet og udvalg og så er det altså ikke helt nok når der lige mangler dén der lille/store sidste gnist før det bliver magisk og vidunderligt. Jeg vil heller ikke have en hjemmebagt kage pakket ind i 2 lag hvinende sødt overtræk og sjove figurer. Nej tak. Gennemtænkt, velkomponeret, æstetisk nydelse. Ja tak.
Kræsen? Det vil nogle nok mene og dem om det. Med noget så vigtigt som hvem jeg formentlig og forhåbentlig skal tilbringe resten af mit liv med, der vil jeg altså ikke gå på kompromis eller nøjes med det næstbedste. Der duer kun det ypperste.
Så mere god lagkage, tak.

On the road....

Det er snart en måned siden jeg landede i Kastrup med 1000 væggelusbid, lidt ømme fødder og kroppen fuld af fantastiske indtryk. Det har været SÅ fedt og jeg kunne uden tvivl skrive en hel roman, men i første omgang bliver det lidt i etaper, nøjagtig som livet på caminoen.

Søndag d.21.8. stod jeg tidligt op, tog rygsækken på ryggen, drog til lufthavnen og ved middagstid trådte jeg ud i Barcelonas varme. Min plan var at finde La Bouqeria og tanke op med frugt, nødder og drikkevarer til de kommende dages vandring - jeg vidste jo fra en tidligere ferie i Barcelona at det lå lige der på Rambla'en... At det kloge hoved så ikke liiiige havde tænkt over, at det var søndag og at de fleste butikker dermed var lukket... well... det var lidt en streg i regningen. Træthed og varme og lukkede butikker gjorde at jeg fik brugt et par timer på noget nær jordens kedeligste togstation inden en lang togtur bragte mig til Pamplona.

Aftenstemning i Pamplona

Indrømmet, da jeg stod af toget, i 40 graders varme (kl 20 om aftenen!) og ikke rigtig vidste hvor jeg skulle hen og mit sparsomme spansk åbenbart ikke rigtig var nok til at få forklaret vejen - der kom jeg en lille smule til at tvivle på HVORFOR i alverden jeg havde kastet mig ud i det her?!?  Min redning var en spansk gammel mand der fulgte mig lige til døren hos "Jesus y Maria", det herberg jeg skulle sove på. Efter den oplevelse og hjælpsomhed vendte optimismen tilbage og det lykkedes vist også at få en lille smule søvn i overkøjen i den meget store og meget varme sovesal...

Næste morgen, meget tidligt begynder det at pusle i mørket. Folk pakker rygsækken, lister ud. Jeg vågner tidligt og tænker at jeg vel ligeså godt kan begynde at gå inden varmen bliver for styg. I det tidlige morgengry starter min caminofærd altså sådan for alvor og ved hjælp at bykort og med muslingeskaller og gule pile som vejviser finder jeg ud af Pamplona og sætter kurs mod Alto del Perdón.
En god times vandring senere har jeg fået mit første "buen Camnio" med på vejen og drikker en velsignet kop café con leche på en bar i en lille by. Det er på een gang fedt, stort og surrealistisk at jeg nu er igang med at udleve den drøm der har spøgt så længe i mit hoved.
Dagens rute snor sig opad gennem gyldne marker og betagende udsigt. Mange gange må jeg stoppe op for bare at nyde udsigten (og hvile benene der måske godt kunne være trænet en anelse mere hjemmefra). Føler mig som en meget meget lille brik i et stort puslespil og på en gang både ubetydelig og betydelig i det fantastiske landskab der strækker sig foran mig. Mærker suset fra storheden og suset ved at være i live og være tilstede lige her og lige nu. Blandet med euforien over, at jeg gør det her! Sidst på formiddagen når jeg til toppen og er sikker på, at når jeg kan klare det her, så kan jeg klare resten af turen også.

På toppen af Alto del Perdon

Efter op ad bakke går det ned ad bakke og nogle timer senere tager jeg det mest velfortjente bad længe og går lidt på opdagelse i Puente La Reina. Da jeg om aftenen sidder i haven ved herberget og skriver dagens tanker ned falder jeg i snak med en ældre engelsk mand. En mand der tror på mirakler. Bliver opløftet og glad af samtalen og ender med at være lidt mere overbevist om, at mirakler rent faktisk sker - i hvert fald hvis man giver plads til at de kan ske.

Nogle dage senere er kroppen og fødderne ved at vænne sig til at stå tidligt op. Sindet er også ved at indstille sig på det simple liv, der leves på caminoen: Stå op - tidligt for at undgå eftermiddagsheden. Pauser på en bar med kaffe og tortilla. Pauser på en sten i solen med nødder, frugt og vand. Det er heldigvis nemt at fylde vandflaskerne da der er vandposter i nærmest alle små byer. Kigge efter gule pile på et skilt, en sten, en fortovskant. Hver gang jeg ikke helt ved hvilken vej jeg skal er der en pil. Tænk hvis det altid var så nemt. At dreje lidt rundt, spotte pilen og følge den, både hvad angår arbejdsliv, mænd og alt det andet man kan blive i tvivl om.

Nyde landskabet mens man går. Tænke på alting og ingenting.  Sige bueno dias, buen camino, hola eller bare smile til andre pilgrimme hvis sprogkundskaberne ikke rækker. Et smil siger så meget og giver et skud energi til de næste kilometre. Følges med nogen for en stund; en finsk kvinde, et australsk par, en gruppe brasilianere, en tysk mand...... Finde et sted at sove. Tage et bad, vaske sit tøj, tage en lur, finde et sted at spise og gå tidligt i seng.

Dagene går. Jeg tænker på meget mindre end jeg havde troet, men det er befriende at give helt slip. Nogle dage går jeg alene, andre dage følges jeg med en eller flere for en stund eller hele dagen. Har sjove, interessante og reflekterende samtaler. Føler mig aldrig alene. Elsker det. Det er frihed i 10. potens.

Nu er det jo lige om lidt....

... at rygsækken skal pakkes, skoene snørres og sommerfuglene i maven slippes fri.
Om intet mindre end 5 dage går jeg på nuværende tidspunkt rundt i Barcelona- træt, nysgerrig, spændt, glad og forventningsfuld tror jeg. Og måske en lille smule bange for det ukendte. Første stop er nemlig Barcelona. Fra der går turen til Pamplona hvor jeg skal finde et sted at sove. Dét er jeg spændt på, om bliver nemt eller svært.
Og så, mandag morgen, dér går det løs. Ud i det blå, ud på de støvede veje. Hvor langt jeg når og hvor meget jeg går på en dag må tiden vise. Er spændt på vrmen, på fødderne, på menneskene, på overnatningen. Det føles lidt syret at kaste sig SÅ meget ud på dybt vand. Men jeg ved jo godt, at det nok skal løse sig altsammen hen ad vejen og den største rejse starter med et lille skridt.

Hele turen er ved at komme så tæt på, at det på en måde føles som om jeg ikke længere ved HVORFOR det er jeg gør det her. Udover at det skal være et af mit livs ferier selvfølgelig, og udover at jeg håber på at finde svar eller bare binde sløjfer på de tanker der snor sig inde i mit hoved og berører forskellige essentielle aspekter. Jeg har også lovet min veninde at slæbe den vise sten med hjem, hvis jeg finder den. Man ved jo aldrig...
Er spændt på, hvad jeg kommer til at tænke på, hvad der kommer til at fylde, om der er dage uden tanker osv osv. Det er så fremmed og så ukendt lige nu.

Lister er skrevet, punkter krydset af. Tanker tænkt og overvejelser vendt og drejet. Jeg tror nok jeg er ved at være klar.

Weekend. Synes godt om.

Det der weekend er altså et godt koncept. Til forandring fra de seneste ugers mange mange vagter har jeg rent faktisk haft fri lige fra de sidste gravide forlod min kons torsdag eftermiddag til kl 17.44 i eftermiddag hvor jeg hopper på toget til Næstved. og det har godt nok været skønt! Og velfortjent!
Lige pludselig giver det mening, hvorfor man skal have nogle sammenhængende fridage ind imellem. Og det har været en weekend lige efter mit hoved. En skønherlig blanding af afslapning, oplevelser, kultur, godt selskab og så en lille bitte drejning jeg slet ikke havde set komme.

Jeg lagde ud med at besøge verdens sødeste lille dreng (og hans forældre) fredag formiddag. Altså, man bliver jo aldrig rigtig træt af at sidde og kigge på sådan en lille størrelse.
Fredag aften havde en god veninde lokket mig med til Take That koncert i parken. Jeg har aldrig været hardcore fan, men det er nu altså djovt at stå sammen med 37245 andre mennesker og strække hals for at se, synge med, drikke øl og nyde et imponerende show. Ih, jeg vil til flere koncerter! Et heftigt regnvejr lige da vi skulle hjem (meget god timing egentlig) gjorde at lørdagen var nogenlunde fri for tømmermænd. Held i uheld.
Tilgengæld var der dømt ren sumpedag, SÅ skønt ikke at lave dagens gode gerning med god samvittighed. Fordrev tiden med... ja, ingenting. Eller, det meste af dagen var jeg fordybet i en bog jeg troede jeg aldrig skulle komme til at læse -Stephenie Meyers Twilight saga. Det er ungdomsbøger på den fede måde, og selvom jeg ikke tror spor på vampyrer og varulve så er det god underholdning og er medvirkende til at ejg lige for tiden går alt for sent i seng fordi jeg lige skal have et kapitel mere. Der kan man bare se.
Søndag stod på kultur. En veninde og jeg har for længe siden snakket om, at vi skulle se kronjuvelerne på Rosenborg Slot, så sammen med en horde japanske (og tyske og amerikanske og engelske) turister gik vi og så gamle gemakker og glimtende diamanter. Jeg har ikke været der siden jeg var barn og som det så ofte er tilfældet med museer er det lidt sjovere at være der som voksen.
En velfortjent powernap bagefter inden jeg fik vendt og drejet verdenssituationen med endnu en god veninde. Det skal jo til engang imellem. Om vi blev meget klogere ved jeg ikke.
Sluttede dagen af med en telefonsamtale, der stadig sidder i mig og som godt kunne gå hen og blive lidt epokegørende på nogle planer. Meget, meget interessant!

Og så blev det mandag. Og det er helt okay. Jeg har en ganske okay arbejdsuge foran mig og kan med god samvittighed begynde at tælle ned til ferie - kun 4 uger endnu.

En nat jeg aldrig glemmer...

Idéen til det her indlæg har jeg tyvstjålet fra en bog jeg læste for noget tid siden, hvori forskellige forfattere og andre godtfolk skrev om en nat de aldrig har glemt. En af de der nætter hvor tiden står stille og er alting er forunderligt magisk og epokegørende. En nat der aldrig kommer igen.
Der er mange nætter lagret i min hukommelse som nætter der aldrig bliver glemt, men den seneste af slagsen fandt sted for ganske nylig. En nat, hvor et lille nyt menneske kom til verden. Helt ny, helt sin egen. Så fin og færdig.
Jaja, nu er mit arbejde jo ligesom at være med til en masse babyers første fødselsdag tænker nogen, så hvad er der specielt ved det her barn? Fordi det er min nevø selvfølgelig. Så...

"Kære Leo
Du voksede, med fuld fart inde i din mors, min søsters, mave. En håndfuld, 1800 g, 2400 g, 3600 g. Færdigdannet, skulle bare vokse dig større. Din hjertelyd, som jeg lyttede med trærøret var hurtig - som et lokomotiv, der suser afsted i fuld fart, mod fjerne ukendte horisonter. Med stop ved nære og fjerne stationer, ukendt territorium. Mod lys, lyde og lugte. Så ulig det lune mørke du lå i, i din helt egen verden. Gad vide hvordan du ville se ud og hvem du var?
Svaret ville jeg få en i slutningen af juni, havde kloge mennesker spået.
Selvom man til daglig har mange gravide maver i hænderne; runde, spidse, spændte, bløde - så er det noget helt helt andet end når det er en man kender så godt som jeg kender din mor.

Tankerne for hid og did fra den første sms om, at nu var fødslen sat i gang og fokus lå overhovedet ikke på arbejde og hverdag og andre mennesker, men på hvornår du mon ville kigge ud i denne store, vide, fantastiske og forunderlige verden.  Tiden skulle fordrives og vagter blev i hu hej hastværk byttet så jeg var klar´til at tage til Hvidovre i det øjeblik det var nødvendigt. Stikpiller blev lagt, ventetid blev slået ihjel. Jeg tror din mor i virkeligheden var den mest tålmodige i hele processen. Vi andre, inkl mig selv, ventede i spænding. Og med en anelse uro må jeg indrømme, når nu jeg i kraft af mit arbejde har været vidne til hvor langt og sejt forløb en igangsættelse kan være.
Men en lørdag aften, da jeg så småt var på vej i seng, overbevist om at søndagen skulle bruges på Hvidovre bippede mobilen og sms'en lød: "Så nu gør de nas! Måske er der også gået lidt vand. Venter på at tale med JM - har ikke så meget batteri på tlf men skal nok opdatere" (25.6.11, kl 20.55)
Nogle timer senere ringede og skrev din far, at nu måtte jeg godt komme, for nu var der da godt nok gang i de der veer. Afsted i en taxa. Da jeg kom ud på Hvidovre som er noget større end der hvor jeg traver gangene tynde fandt jeg dine forældre. Din mor var i bad, stod og rokkede nydeligt med bagdelen, mens hun trak vejret på bedste vis. Din hjertelyd bankede lystigt, lige efter bogen.
Lidt senere var der sket en masse - jeg skal love for du havde fart på, da du først ville ud. Det var på en gang underligt og forunderligt at være på sidelinjen når man nu er vant til at være in charge. Heldigvis var jordemoderen fra Hvidovre sød, dygtig og god til at informere så jeg tvivlede ikke et øjeblik på, at I alle var i gode hænder. Tiden gik, du kom længere ned,  din mor var pissesej, men du begyndte også at synes, at  det der fødselsnoget ikke længere var  helt så sjovt. Det var i hvert fald hvad blodprøverne fra dit hoved viste. Godt gået, at man skal starte sin tilværelse med at blive snittet i knolden!
Lidt flere mennesker på stuen, et drop, en kop og et klip, så kunne din mor række armene ned og løfte dig op på sit bryst. Hvor du startede med at skrige - lige som en nyfødt bør gøre- og derefter gik over til at ligge og kigge med store betragtende øjne. Helt perfekt.

1 times tid senere trådte jeg ud fra hovedindgangen på Hvidovre hospital. Dagen var begyndt at gry, mens resterne af en hel særlig nat hang i luften. En lidt tåget, diset luft der duftede at hyld og kaprifolium. Så almindelig, og alligevel så eventyrligt forandret.
Natten til den 26. juni blev helt speciel og en nat jeg aldrig glemmer. Fordi jeg har fulgt dig fra den allerspæde start inde i din mors, min søsters, mave til du lå PÅ hendes mave og fordi jeg kommer til at se dig vokse og gro. Fordi du ændrer verden ved at være helt din egen.

Velkommen til verden Leo. Husk, at livet er  det største eventyr.
Kærlig hilsen
din moster

Livet er langt, lykken er kort...

Okay, paradoksalt nok handlede mit sidste indlæg om lykke. Ikke at det handler om ulykke i dag, det handler bare lidt om, når hverdagen hæsblæsende farer forbi og de der glimt af lykke synes meget langt væk. Når man føler man er tilskuer til en verden der drejer rundt med ufattelig fart uden man rigtig er en del af den. Det er lidt frustrerende og nogle ville kalde det stress. Meeen, altså... det er jo bare fordi jeg har meget arbejde pt, right? Ikke fordi et sammensurium af tanker og ting og taktikker (eller mangel på samme) fylder og optager mit hoved uden at være spor konstruktivt. Who am I kidding?
Mig selv åbenbart. Det er også så nemt. Et eller andet sted ved jeg jo godt, at frustration og brok over meget arbejde OGSÅ dækker over en frustration over mange andre ting. Ikke så meget over, at der ikke er en mand i mit liv pt for der er ikke tid til og det er egentlig okay. Han dukker vel for fanden op en dag når jeg er klar, selvom jeg af og til begynder og tro på, at de gode ER taget.
Nå, men det er nok ligeså meget noget med, at jeg ikke helt ved hvad jeg vil med mit arbejdsliv. Og at jeg måske skal tage en beslutning som jeg på den ene side ikke rigtig har lyst til at tage og på den anden side synes kunne være fed at tage og som måske er nødvendig. Aner man kompleksiteten?
Sceneskift, som min leder udtrykte det i en samtale og det er nok et meget godt ord.
Så er der noget med at slutte fred med forskellige ting. Stort og småt. slutte fred og måske endda begrave det. Eller i hvert fald acceptere det og bruge det fremadrettet. Jeg er sikker på sommerferien på caminoen vil bidrage konstruktivt og effektivt i den retning. Bliver jeg ikke klogere der, tror jeg måske der skal en coach indover. Fordi det er sundt at grave lidt og finde løsninger.
Men det er dælme frustreret at være havnet i den her "hvad skal jeg bruge mit liv til" sump. Jeg vil have en hobby og have noget at gå op i. Andet end at glo fjernsyn. Som jeg i øvrigt har skiftet ud med musik i dag og det er dejligt! -Når nu resten af dagen er gået med at stene, tænke, tude, reflektere og tude lidt igen. I morgen er en ny dag, er det ikke det man siger.
Dér skal jeg finde ud af, hvad jeg vil mit liv,

Selvom livet er langt og lykken kort, så skal man huske at opsøge lykken. At leve NU. Så man får skrabet så mange lykkeglimt sammen som muligt.

Lykken er...

Lykken er:
- En doven solbeskinnet søndag formiddag
- Kaffe latte og jazzet Caroline Henderson
- Koralfarvet neglelak på tæerne
- Tanken om mødet med et lille menneske der ligger indeni sin mors mave lidt endnu
- Tanken om mødet med de mennesker jeg endnu ikke har mødt
- Drømmen om et eventyr. Nej hov, realisering af et eventyr. Om bare 2½ måned
- Gode kolleger og dejlige veninder
- Mening med galskaben
- Livet. 

Alle veje fører til Rom

Rom har længe stået højt på listen over byer jeg bare MÅTTE besøge. Vel hjemme igen efter 5 skønne dage i sol og den evige stad er jeg sikker på det er en by jeg må besøge igen en dag.
Det er lidt fascinerende at befinde sig i det 21. århundrede og samtidig fornemme hvordan de gamle romere har gået rundt. Mærke historiens vingesus.

Det er vist ingen hemmelighed, at Rom har utallige kirker. En af dem, der betog mig mest (af dem vi så) var Basilikaen San Clemente. Ét er, at kirken i sig selv er flot med mange smukke mosaikker. Noget andet er, at den er bygget ovenpå resterne af en endnu tidligere kirke. Ikke nok med det, kommer man langt nok ned i det fugtige mørke kan man se resterne af et mitra-tempel. Virkelig fantastisk at opleve så meget historie på eet sted, som giver stof til eftertanke om kristendommen og vores liv. http://www.basilicasanclemente.com/
Så er det (næsten) ligemeget at jeg ikke fik lov til at komme ind i Peterskirken fordi min nederdel ikke dækkede knæene. Sipper.
En anden oplevelse, lidt i samme boldgade og dog så forskellig fordi katoliscisme jo er mest dominerende i Italien, var et besøg på den protestantiske kirkegård. En fredfyldt oase i storbyen med en masse flotte gravstene. Måske lidt absurd at besøge en kirkegård, men det er virkelig et åndehul og giver plads til reflektion af stort og småt.

Skridttælleren har været på arbejde, 104067 skridt er det blevet til på gader og stræder. Heldigvis har der været plads til at stoppe op undervejs på små og store piazzaer, sidder på en trappesten og betragte menneskermylderet, spise en gellato, drikke en cappucino og kigge på kortet inden turen gik videre.
Kortet over Rom foldet ud og pakket sammen en del gange, sanseapparatet er stimuleret, der er ikke tænkt en eneste tanke om arbejde og hverdag, armene har fået en smule farve - præcis som en ferie skal være!

Dansen med dellerne

Hmm, jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg skal oprette en særskilt blog der fokuserer på det vægttab der skal sparkes igang fra rigtig rigtig snart, dvs nu, eller om det bare skal være en del af den normale blog. Det sidste tror jeg. Med det tempo jeg får skrevet indlæg i er det nok meget klogt at holde sig til en blog.
Uanset hvad burde det være motiverende uanset hvor jeg skriver...
Sandheden er, hvor meget det end piner mig, at vægten ikke just falder støt og roligt. Tværtimod synes jeg den eskalerer i et forrygende tempo, der tager pusten fra mig. Det faktum hverken KAN eller SKAL ignoreres. Derfor går jeg i krig. Igen. Har dog en fornemmelse af, at jeg nok skal få has på mange mange kilo denne gang. Ikke med et trylleslag (desværre), men langsomt, stille og roligt. Bare ikke så stille og roligt, at der er plads til alt for mange svinkeærinder. Der er pt gang i op til flere omstrukturerende processer i mit hoved vedrørende mit liv og det her er en af dem.
På en sær måde glæder jeg mig til det.. det er da fedt at fylde sin krop med lutter gode sager og kræse lidt for sig selv i form af gode sunde råvarer.
Jeg ved hvad mit mål er. 20 kg og en bonus vil være 25. Det er 80-100 pakker smør. Det er faktisk ret meget. Så meget at det nok bliver for stor en mundfuld. Selvfølgelig skal det store mål være i fokus, men først og fremmest er det de små mål der tæller og hvert eneste lille 100 g udløser altså skulderklap. Man skal nemlig huske at klappe sig selv på skulderen over de ting man gør i stedet for at slå sig selv oveni hovedet med det man IKKE gør. Det kan man ikke bruge til noget:)
Jeg har desuden 20 fine postkort på en væg, der repræsenterer hvert eneste kilo og som skal være daglig motivation.
Tidshorisonten kender jeg ikke. Et års tid + lidt vil jeg regne med. Det skal som sagt foregå med små skridt og der skal være plads til både et glas rødvin og en is i ny og næ. Bare ikke hver dag, og det er en af de ting der er humlen i det hele. Alt med måde. Vi snakker vaner der skal ændres.

Planen er grønt, og meget af det. Mindre brød, pasta og ris. Mere motion, i første omgang mere fokus på de daglige skridt- det har jo som nævnt tidligere på bloggen også et andet formål. Så småt vil jeg dog gerne igang med noget mere konditionskrævende og styrketræning. Fordi det er sundt. Fordi det, også, er det der skal til. Fordi det er en fed følelse at GØRE noget. Tage ansvar.

Hvorfor en dans og ikke kampen mod kiloene som jeg tidligere har battlet? Fordi det er sjovere at danse med nogen end at kæmpe med nogen. Fordi der skal 2 til en tango. Fordi dans og musik er glæde og velvære. Fordi det er mig der fører. Fordi der skal være plads til at komme ud af takt uden frygt for at blive slået til jorden i et svagt øjeblik, men mulighed for at komem tilbage på rette spor. Fordi man både kan gå autoriserede veje eller lave sine helt egne trin. Fordi det er på tide. Fordi et menneske kun har et liv.
Lad musikken spille op, dansen med dellerne er begyndt.

Sommer på forskud

Det er kun starten af maj (og hvor er det lige årets første 4 måneder er blevet af???), men vejret har været så fantastisk de seneste dage at man bliver så glad. Solskin er godt for sjælen, det er jeg ikke et sekund i tvivl om.
Kastanjetræerne blomstrer så småt, blege vinterben luftes, solbriller er obligatorisk del af påklædningen og byen summer af liv. På dage som i dag, så er det at jeg (igen) bliver mindet om, hvor meget jeg elsker at bo i København. Og elsker at bo i København om sommeren. Når der er leben overalt, når folk sidder på pladser og i parker med is og kolde øl, når Nørrebrogades silouetter tegner sig mod aftenhimlen hvor mørket falder sent, når Botanisk haves bænke byder på en stille stund, når man sidder ude længe og ikke har brug for trøjer, når turister står og studerer et kort og når man føler at man lever fordi man er omgivet af liv. Lige dér, så er København et ekstra skønt sted.
Og Tina Dickow synger det så fint i sangen "Copenhagen" (find den på youtube, jeg kan ikek finde ud af at linke)

Derfor, blandt andet, er jeg vist ikke rigtig til at rykke op fra Kbh. Måske er jeg endda så småt ved at slå rødder? De griber fat i underlaget, men har endnu ikke boret sig ned under den grove asfalt. Snirkler sig langsomt og sikkert ned i jorden. Er ikke så store at de ikke KAN trækkes op og plantes et nyt sted, men dog så solide at det kræver lidt list at lirke dem fri. På det helt rigtige tidspunkt, når tiden er inde, så tror jeg på at noget eller nogen kan lirke og grave fri. Men ikke ligenu. Lige nu venter sommeren i København.

de små ting

Det er ikke just fordi der sker store og epokegørende ting i mit liv pt, faktisk kunne man fristes til at sige det er jævnt kedeligt. Det føles som om at arbejde fylder en ret stor del og der er måske noget om snakken når et hurtigt slag på tasken siger, at jeg har tilbragt ca 85 timer der i de forgangne 14 dage. Dertil kommer ca 12 timer i tog til og fra Næstved. No wonder at det af og til føles som om døgnet ikke har timer nok.

Nok om det. Selvom det har frustreret mig en anelse at der ligesom bare er stilstand i tingene, så er det ikke meningen at det her skal være et brokkeindlæg. For der er heldigvis også de små ting, der tæller og giver mening. Som fx en lang dejlig gåtur i en forårsklædt skov. Hvor anemonerne springer ud om kap og der er et fint lysegrønt skær over skoven. Så er det man lige stopper op, trækker vejret dybt ned i lungerne og minder sig selv om at man jo er heldig at man er i live og at der i bund og grund kun er een person der kan ændre på stilstand. Mig selv.

Og der ER også gang i nogle tankeprocesser fornemmer jeg. Kan ikke helt sætte ord på præcis hvad, men ting er under transformation og udvikling. Dertil kommer, at der er kapitler som jeg trænger til at få lukket. Og måske gøres det bedst ved at åbne bogen igen?

Det spekulerede jeg bl.a. lidt over i dag hvor jeg tog s-toget til Hellerup, gik ud til Charlottenlund Fort og lå på et tæppe i solen med en god bog ("Cutting for Stone" af Abraham Verghese) og jordbær (selvom de jo i virkeligheden er udenfor sæson). Ved ikke om jeg blev klogere, men jeg fik samlet en masse skridt sammen på skridttælleren da jeg gik hele vejen hjem til Nørrebro. Det gav lidt ømme fødder, men var ganske dejligt, og pludselig blev det lidt mere konkret at jeg skal gå mange mange flere skridt til sommer.

Inden da skal jeg arbejde mere, men har heldigvis også en masse gode ting på programmet de kommende uger og så har jeg så småt startet nedtællingen til at nyde Rom i slutningen af maj. Jeg håber- og tror- at jeg bliver klogere de kommende måneder og imens handler det vist om at nyde de små ting

Drømme

Der er almindelige drømme. Altså dem, som Den Store Venlige Kæmpe samler i syltetøjsglas og lukker ud i børneværelserne *. Og dem som opstår som følge af REM og udgør 20-30% af søvnen, varer fra 5 til 40 min afhængigt af, hvornår på natten de indtræder, men som regel har mennesket 4-6 drømme om natten med 90 minutters interval. Drømme man kan vågne op fra og fundere hvorfor det mon lige var ham eller hende man ikke har set de sidste 5 år, der optrådte. Hvor man har vandret på eksotiske steder eller er skræmt fra vid og sans. Drømme hvor man har været langt langt væk i et andet univers og egentlig helst vil lukke øjnene og drømme videre. Drømme, der kan tydes på en milliard forskellige måder, som man kan tolke på eller lade være. Så er der de andre dagdrømme. Små, uskyldige drømme, hvor man midt i hverdagens jag pludselig befinder sig på en bountystrand med blåt vand og drinks i hidsige farver. Endelig er der de store drømme. Dem der forandrer livet hvis de bliver til virkelighed. Dem der både rummer eventyr og en anelse frygt for det ukendte. Dem der giver sus i maven på den gode måde og fremkalder en følelse af at være uovervindelige. Dem hvor DU er hovedpersonen. hvor det er DIG der får tingene til at ske. Dem som alle mennesker har i større eller mindre grad. Dem der er til for at blive indfriet. Gør noget ved dine drømme, for de gør noget ved dig! *Roald Dahl: "Sofie og den store venlige kæmpe"

Lidt, men godt

Det ser ud som om foråret er her. I hvert fald bidrager en stor buket påskeliljer gevaldigt til forårsstemningen herhjemme. Dejligt.
Jeg har (endnu engang) taget tyren ved hornene og er gået ind i kampen mod kiloene, vol. ??
Der er flere ting i det. Først og fremmest den sundhedsmæssige gevinst. Derudover har jeg nogle nederdele i skabet som jeg gerne vil kunne passe igen. Og endelig er det min plan, at jeg i hvert fald ikke skal slæbe rundt på mere end jeg gør nu -inkl. bagage- når jeg til sommer skal ned og vandre i Spanien. Altsammen noget der betyder at der skal ændres på tingenes tilstand. Det er også fint nok, det er bare sværere end som så synes jeg. Har allieret mig med madlog. Jeg tror på, at det er sundt for mig at se sort på hvidt hvormeget hyggespisningen og spisning med følelserne koster. Hvor meget det fylder og skaber ubalance i regnskabet.
Jeg ved imidlertid også, at alt for meget pligt og for lidt sjov næppe er det der baner vejen og vedligeholder motivationen, så jeg prøver at leve efter devisen "lidt men godt" når det så endelig skal være. Planen er jo heller ikke, at jeg aldrig skal spise chokolade, kage eller drikke et glas vin. Jeg skal bare blive bedre til at gøre det med måde...
Med det i mente har Nespresso maskinen lige brygget mig en espresso og Summerbird har leveret et stykke chokolade. Ét stykke. Men det er lige præcis nok til at opfylde behovet for noget lækkert. Og så er det bare rart at vide at det er kvalitet man propper i munden og ikke et eller andet klamt vekao-stads. Tror virkelig på, det er vejen frem.

Dermed ikke sagt at der ikke er andre og rigelige udfordringer. En af dem er nattevagter. Dels fordi man kan gå og blive frygtelig sulten ud på de små timer hvor det så er nemt lige at riste og spise et stykke brød med ost. Eller snuppe et par kiks. Eller købe en croissant på vejen hjem fordi det er hyggeligt.
Det er selvfølgelig en udfordring jeg tager op:D Pakker tasken med bedre alternativer og stiver rygraden af. For selvfølgelig kan jeg det her.

Sygdom, gå væk! Forår kom!

Hverdagen har sat farten ned så nu er der endda tid til at stoppe op og trække vejret af og til. Det passer mig noget bedre med det her moderate tempo end "videre, næste punkt på programmet" tempo.
Jeg fik ved lidt vagtbytte skrabet en bunke fridage sammen og har derfor netop været en tur i Sønderjylland - der er tempoet hverken moderat eller hastigt, men dejligt langsomt. Skønt med et par dage uden planer, masser af strikning, bøger og hygge. Knap så hyggeligt er det, at jeg har taget en forkølelse og mild omgang influenza med hjem. Den slags hvor man egentlig føler sig godt tilpas- men hvor det alligevel viser sig at et bad eller at gå ned med skrald er ved at vælte en omkuld og man må kapitulere og fortrække tilbage til sofaen hvor man så kan tage en lille lur mere med en pakke kleenex (dem med balsam!) indenfor rækkevidde.
Ej, når man sjældent er syg, så bliver man altså lidt sølle. Det mest irriterende er at man lidt bare er nødt til at acceptere at man ikke kan så meget og ved at det jo går over igen.

Noget helt andet- når nu kalenderen siger det skal være forår- hvor bliver det så af?
Jeg vil have plusgrader på den gode side af 0, solstråler der giver energi, kastanjetræer med spæde lysegrønne knopper, flirt, kaffe i solen i en storby, vinterjakken lagt væk og og og....
Forår, kom nu!

Hverdag med 540 km i timen

Der er godt nok gået hverdag i 2011! Indtil videre synes jeg ikke at året har særlig god karma. Min evige optimist tænker, at det nok kan nå at ændre sig, den indre powerwoman siger "fuck hverdagen- fyr op for festen - og drop i øvrigt flinkeskolen" og sortseeren har lyst til at kravle ned under dynen og ikke rigtig vågne op igen.
Helt ærligt, hvor bliver det der forår af? Bidende kulde bidrager ikke ligefrem til noget godt.

I dag er der SÅ meget dømt time out. Har været oppe før en vis herre fik sko på, haft en travl dag på arbejdet og 12 timer senere var jeg hjemme. Nogle gange gad jeg godt bo lidt tættere på mit arbejde (men jeg elsker altså København for meget til at flytte. Tror jeg.)
Derfor har jeg også droppet den daglige gåtur - det går ellers ganske godt med den mission og jeg glæder mig helt afsindigt til sommer og ferie.

Nu med mission

Der tanker, som har taget form på det sidste. Faktisk er det tanker, der har eksiteret længe men ligget i dvale pga forskellige omstændigheder. For nylig dukkede de op igen og inkluderer fødder, sol, Spanien, refleksion, udfordring, eventyr og en masse andet, det meste stadig ret udefinerbart. Tanker der giver et sus i maven når jeg tænker over, at det bliver virkelighed. For hvis ikke til sommer, hvornår så?
Ja, jeg har besluttet at min sommerferie skal bruges til at vandre på caminoen i Spanien og jeg er ramt af spænding, ærefrygt og mod. De nærmere detaljer er langt fra på plads og der er endnu mange ting der skal være styr på, men der er jo også længe til. Mere følger.

Og så til missionen.
For i forhold til ovenstående skader det jo nok ikke at gå lidt på forhånd. Og der er stadig de der ekstra kilo, der sidder alt for godt fast. Med andre ord, så er der nu endnu en motiverende faktor for at gøre noget ved sidstnævnte. Vedrørende det første, så jeg har startet gå-træningen. Ganske enkelt er min mission at komme ud at gå min 30 min hver dag. Bevares, jeg vil også gerne have mere træning med højere puls ind i programmet, men håber det kommer hen ad vejen når jeg stille og roligt vænner mig på at bruge tid på at bevæge mig. At gå er overskueligt og nemt at sætte tid af til.
Jeg lagde ud i går, med en god tur på 70 min. Det blev samtidig årets første sø-tur. I dag udforskede jeg lokalkvarteret i 35 min. I morgen tager jeg træningstøj med til Næstved og går i sygehusets motionsrum. Weekenden bliver nok en større udfordring, men jeg er stadig optimistisk.
Jeg har ikke noget endeligt mål, udover at komme i bedre form og vænne fødderne til at gå. Men jeg kan mærke det er noget jeg har det godt med og er motiveret for. Så det første skridt er taget til en fantastisk rejse

Min indre powerwoman

Hun har måske været lidt i vinterdvale tror jeg. Men i dag, hvor kyndelmisse markerer at halvdelen af vinteren er gået og foråret trods alt er i vente derude rører hun på sig. Sender energi ud i lillefingeren. Kan ikke nøjes med små planer, næ nej, der er ting under opsejling. Store ting og forandringer. Nu hvor livets gryde er i kog og bobler så der må røres grundigt for at indholdet ikke brænder på kan man jo ligeså godt overveje om der skal tilsættes nye og eksotiske råvarer. Med lidt omtanke ender det jo oftest med at blive meget spiseligt.
Vinter er som skabt til gryderetter og som det er tilfældet i madlavningens kunst skal nogle ingredienser i livets gryderet simre længe for at opnå rette konsistens. Andre skal bare lige vendes i til sidst for at runde retten af. Og andre igen er så hverdagsagtige at man nærmest glemmer de er der...
Som med de fleste gryderetter, så bliver livet bedre jo længere det simrer. Intensiteten forstærkes og smag og duft spiller sammen på en helt uimodståelig måde. De 4 grundsmage; sødt, surt, salt og bittert og så det udefinerbare i form af umami i harmonisk symfoni.
Den indre powerwoman kan godt nok godt komme til at glemme en enkelt ingrediens eller tilsætte den for tidligt eller for sent, men hun VED at gamle husråd kan redde det hele. Husråd som "husk dig selv", "hav hjertet med i alt hvad du laver", "en sund krop i et sundt legeme", "følg mavefornemmelsen", "selv den største rejse starter med et lille skridt" og utallige andre.
Jeg VED det ender med en absolut gourmetoplevelse det her.

Min indre powerwoman er med til at motivere til små og store ting. Hun ved jeg kan, også når jeg selv tvivler. Hun får mig til at rette ryggen og se verden i øjnene og fra nye vinkler. Det er også hende, der overtaler mig til at spise morgenmad på Mokkariet og huske selvforkælelse (jeg er nem at overtale). Hun har det med at forsvinde i ny og næ, men så dukker hun pludselig op på underlige tidspunkter og steder. Hun er som regel mere end velkommen.


Er du i kontakt med din indre powerwoman?

Upside down, inside out

Januar sucks. No offense til de der er glade for januar, men det er og har altid været en måned man snildt kunne hive ud af kalenderen og være lykkelig foruden. Julens farver, dufte, lys og magi er pakket ned i kasser. Regninger vælter ind på pbs'en. Det er koldt og gråt og der er temmelig sikkert store mængder sne. Der er evigheder til det bliver forår og endnu længere til det bliver sommer. Der er nytårsforsætter som er dømt til at mislykkes.
Derfor undrer det mig egentlig heller ikke, at det var på en af de sidste januardage at verden blev vendt på hovedet og vrangen ud. Det lyder dramatisk, og ganske givet også mere dramatisk end det måske er. Men altså - den der følelse af at nogen tager en stor ske og rører rundt i gryden med livets ingredienser så intet er som det var, dén ved man jo opstår engang imellem. Det gør det bare ikke sjovere at miste fodfæstet for en stund.
Det var faktisk ganske uden dramatik, kun en masse tristhed. Og enighed - det ved jeg ikke om det bliver værre eller bedre af egentlig. Det gør det på en måde ikke nemmere i hvert fald. Og dagen derpå er det meget meget underligt og både tomt og fladt at det var det. I denne omgang. At det der var ikke er mere. Og 100.000 tanker om alting og ingenting fylder mit hoved.

Men, midt i forandringsprocesser er det jo også at man tit finder motivationen til at ændre retning og tid til at handle. Jeg forudser derfor at de kommende uger byder på tanker, mange af dem - der er mange ting der ved samme lejlighed kan tages op til revision-, handlen, aktivitet, snak, overvejelser og fremfor alt udvikling til benene står fast på jorden igen.

P.S, og mest for sjov med et snert af alvor

Som tidligere skrevet tror jeg ikke rigtig på nytårsforsætter, men nedenfor lidt om, hvad jeg gerne vil nå i 2011...


- jeg vil udfordres og udfordre. Tage beslutninger, rykke grænser
- se noget mere af Europa og verden. Rejse sammen med andre og måske også alene
- læse en masse gode bøger. Både dem der står i reolen, dem jeg finder ved en tilfældighed og dem jeg finder til "Bogudfordringen 2011" (hvad det er følger snarest i et indlæg)
- Se mindre fjernsyn, hvilket jo hænger fint sammen med ovenstående, og være mere kreativ
- udfordre mig selv i køkkenet (er i øvrigt sikker på, der findes personer som gerne vil være test-personer) og kaste mig over nye opskrifter. Har en idé om, at jeg skal prøve at lave noget indisk
- få brugt mit medlemskab i Fitnessworld (har faktisk allerede meldt mig til et hold d.4.1)
- blive sundere og shoppe nyt tøj fordi det gamle bliver for stort:D

Heldigvis tror jeg at langt de fleste punkter kan kombineres så det bliver både sjovt og fornøjeligt. Og nå ja, så er der alt det andet... Alt kan heldigvis ikke planlægges

2011

Stille og og roligt og udramatisk blev 2010 til 2011. Ikke ubemærket, men uden det store ståhej... og det var vel egentlig en meget passende afslutning for et 2010 der ikke har været et vanvittigt begivenhedsrigt år med de store udsving. Mere om det om lidt.

Jeg havde været så heldig at vinde aftenvagten på fødegangen. Den var vældig fredelig og kun et enkelt barn synes det skulle have fødselsdag sådan lidt før Dronningens nytårstale. Selvom andre alternativer end arbejde havde været ok, så er det nu ok at være på arbejde på de der lidt specielle dage. Stemningen er hyggelig og speciel og når man er der kan man jo ligeså godt få det bedste ud af det. I virkeligheden tænkte jeg vist ikke så meget over, at det var årets sidste dag. Nytåret blev skålet ind i et glas champagne og der blev kigget på fyrværkeri fra 15. etage. Dét var ret fascinerende og flot.

Sørme om jeg ikke også har vundet en døgnvagt på den første dag af 2011. Den har været fredelig so far og nu håber jeg sådan set bare, at den forbliver stille så jeg kan sove i nat og trille mod Kbh i morgen tidlig inden en nattevagt i morgen. Men hvem ved? Det nye år starter så sandelig med en masse arbejde.
Første januar har været fredelig med det smukkeste solskin og tøvejr, og dét er altså noget af en begivenhed når de seneste måned har budt på frost, sne, frost og mere sne. Det giver håb om, at det på et eller andet tidspunkt bliver forår.

Som nævnt, så har 2010 ikke været et voldsomt epokegørende år. Bevares, det har ikke været et dårligt år, men går heller ikke over i historien som et revolutionerende år. Men ok, det er måske også LIDT svært at slå 2009...
Det har været et lidt "lige ud af landevejen" år. Det har ikke været op ad bakke, men der har da bestemt været udfordringer. Både fagligt og personligt. Jeg har vist heller ikke helt nået alle de ting jeg gerne ville, så jeg tager kampen op igen i 2011.

Jeg har kørt meget i tog, rigtig meget endda, og også bandet det langt væk af og til. Et eller andet sted på vejen er jeg også blevet "rigtig" jordemoder og faldet til ro på mit arbejde. Nu skal jeg bare blive endnu bedre end jeg allerede er. Lidt i samme genre så har der været massivt boom i antallet af bryllupper og graviditeter blandt mine veninder. Jeg glæder mig til at strikke en masse gaver og se de dejlige børn, der kommer til verden. Allermest glæder jeg mig nok til at møde min nevø eller niece til sommer. Min egen skrukhed kommer og går i perioder, lige nu er den ikke så stor, men en dag - så vil jeg også have sådan en lille størrelse.
Dateri har jeg ikke gjort det så meget i, faktisk kun en enkelt date. En dejlig forårsdag med blå himmel og solskin i april. Tilgengæld blev den til flere og jeg er rigtig rigtig spændt på, at følge med i den historie, hvor slutningen (heldigvis) ikke er skrevet endnu. Helt klart et af højdepunkterne i 2010.
Min familie er stadig lige dejlig og jeg nyder deres selskab og glædes over, at der ikke er splid og uvenskab. Den anden familie, den man selv vælger, nemlig veninderne, er jeg også yderst taknemmelig over findes i mit liv. Det er ikke alle jeg får set så meget til i en travl hverdag, nogle er jeg kommet tættere på, andre er måske gledet lidt ud i sandet og nye er kommet til.

Jeg tror måske i virkeligheden der er blevet plantet en masse frø i 2010 som har sat gang i mange tanker, planer og overvejelser som jeg er spændt på at se spire og gro. Faktisk er jeg ret sikker på, at 2011 bliver et ret interessant/spændende/udfordrende år på rigtig mange områder. Og jeg glæder mig rigtig rigtig meget til at se hvad der sker selvom jeg ikke helt har en idé om, hvor jeg ender. Men det er jo også det, der er med til at gøre livet foranderligt, uforudsigligt, forunderligt og helt fantastisk.

Godt nytår