Bagefter er man jo glad for det...

En vending der vist opstod mellem min ene søster og hendes veninde, men som har vist sig at være et særdeles nyttigt udtryk. Så nyttigt, at der er en gruppe for det på Facebook. Som regel er det et mantra der er effektivt når man ikke rigtig kan sparke sig ud af døren for at træne. Eller der trænger gevaldigt til støvsuger og Ajaxvand (selvom rengøringsmidlerne selvfølgelig er miljøvenlige på Lundtoftegade) eller tage en lur inden en nattevagt. For BAGEFTER er man jo glad for det.

Forleden var jeg imidlertid i en anden kontekst som gav anledning til at fundere lidt videre over de sammenhænge, hvor det er en nyttig vending. Det handler om, at man af og til skal sige ting til folk som man egentlig ikke har lyst til at sige, men som måske er nødvendige for at de har/får det godt. Hvis man fx er bekymrede for dem og synes de bør gå til lægen *.

Men bagefter er man jo glad for det.

Fordi det jo i sidste kan vise sig at det gør en forskel for vedkommende. At det er det der skal til. Det gøre det ikke mere behageligt at skulle konfrontere folk med en mistanke, men er bekymringen velbegrundet bliver man bagefter, på sigt, nok glad for at man gjorde det.

I samme åndedræt: Man skal huske at fortælle sine nærmeste at man elsker dem. Det er store ord med megen symbolik, der kan være svære at få over sine læber. Men bagefter er man glad for det. For man ved aldrig, hvornår det er for sent at sige den slags. Indrømmet- jeg er ikke selv god til det. Selvom jeg godt ved, hvordan tingene forholder sig slår tungen af og til knuder når jeg vil sige det og det kan føles som at udlevere noget af sig selv. Hvilket det jo egentlig også er. På den gode måde. Fordi det er en god egenskab at kunne give noget af sig selv til andre.
Heldigvis kan det jo også udtrykkes på andre måder end med ord. Handlinger kan sige mindst ligeså meget. Og tanker transformeret om til handling ligeså.

Der er næsten kun en ting tilbage at skrive....

Bagefter er man jo glad for at man gjorde det!

*Ingen skal føle sig truffet her, det er ikke møntet på personer i min nære (og fjerne) omgangskreds.

Krøllede tanker

På de der der dage hvor tankerne krøller sig for meget sammen i mit hoved og bliver til én stor labyrint med indgang men tilsyneladende uden udgang hjælper det af og til at cykle ud i det blå. Som sagt så gjort. Satte musik i ørerne og satte kurs mod Øresund. Vand, især meget af det, har en vis evne til at sætte alting i perspektiv. Solen var ikke meget for at kigge frem, men på den anden side passer grå skyer og let blæst nok meget godt til humøret.
Nåede frem til Charlottenlund Fort, købte en kop kaffe og lod benene dingle udover vandet. Og så sad jeg der. Forsøgte at få styr på alle de store og små tanker der forvirrer mig i dag. Det er ikke fordi jeg i bund og grund er træt af alting for der er bestemt mange gode ting i min verden for tiden. Jeg vil nok bare gerne vide, hvordan verden ser ud om et par måneder, i al beskedenhed. Vide om jeg er blevet klogere og mere afklaret i forhold til visse ting. Samtidig holder jeg jo generelt på at man skal nyde nu'et og det synes jeg sådan set også jeg gør. Alting er bare forvirrende i dag og det frustrerer mig. Ved heldigvis godt, at forvirring sjældent varer ved og i morgen er alting sikkert helt anderledes.
Efter at have stirret tilpas længe udover Øresund cyklede jeg hjem igen. Lidt klogere på alting og ingenting. Tror jeg nok.

Bøger

Det er ingen hemmelighed, at både læsehest og bogorm burde stå på mit cv under personlige kvalifikationer. Bøger er, og vil altid være, et af mit livs store kærligheder.
Om det er en opvækst præget af bøger, lydbøger og højtlæsning fra jeg var ganske lille, der har åbnet dørene til det fantastiske univers som bøger er vides ikke, men ingen tvivl om, at det har præget mig meget. Jeg husker endnu den dag jeg var med min far i boghandlen og købe/få den første bog, der var helt min egen....
For tiden bliver der ikke læst helt så meget som jeg gerne ville, trods både tid og lyst. Og til trods for, at der sagtens kunne gemme sig en bog i tasken til togturen.

Ergo, et lille udvalg af bøger og forfattere, der har gjort- og gør- indtryk på mig når jeg læser dem.... (kogebøger undtaget, ellers bliver det jo en længere roman....)

"Ekstremt højt og utrolig tæt på" af Jonathan Safran Foer er en af de bedste bøger jeg har læst i min lange karriere som læsehest. Bogen er fantastisk skrevet og lige i den her henseende er jeg sikker på at indtrykket er blevet forstærket af at læse bogen på engelsk. Stedet er New York og hovedpersonen Oskar, en 11-årig dreng, kommer vidt omkring i søgen efter det sidste spor af faderen der omkom 9/11/01.
Virkelig en fin og rørende og som får en tåre frem i øjenkrogen.

"Bare Sammen" af Anna Gavalda. En rigtig fin og underfundig historie om 4 lidt fortabte menneskers veje der krydser hinanden i Paris. Om ensomhed og fællesskab. Om at være fortabt men finde hjem.
Forleden faldt jeg en filmatisering af bogen og jeg er meget spændt på, om den lever op til mit positive indtryk af bogen-

"The Shadows of the Wind" af Carlos Ruiz Zafon. "Cemetery of forgotten books" - bare dét udtryk er jo med til at man drages. Tænk, et helt rum med hylder af glemte bøger. Historien er en skøn blanding af krimi, historie, romantik og virkelig en af de bøger der har et helt bestemt univers man sluges ind i. Samtidig er det altid skægt at læse bøger der foregår i byer, her Barcelona, man har besøgt.

"The Midwife Trilogy" (Jennifer Worth) er den mest nørdede bog på denne liste. Jeg faldt tilfældigt over den på en weekend i London tidligere på året og måtte købe den bare på grund af titlen (og så lød den interessant også). Bogen bygger på virkelige oplevelser og det er rigtig interessant at læse om jordemoderfagets vilkår i Eastend i 50'erne. Så meget er anderledes i dag i Dk, og så mange ting er alligevel de samme.

Sigrid Undset. Var det ikke for min kære gamle mormor tror jeg ikke jeg kendte til denne forfatter. Mine tanker var i hvert fald næppe ledt ind på at læse "Kristin Lavransdatter", en fantastisk kvindeskæbne i middelalderens Norge. Jeg har sidenhen læst andre bøger af samme forfatter og de tiltaler min indre feminist i skildringen af stærke, stolte kvinder.

Vilhelm Mobergs udvandrersaga. Jeg hører jo til et af de mennesker der har slugt "Det lille hus på Prærien"-bøgerne mange gange og elsket dem råt for usødet. Stor var min glæde derfor da jeg opdagede at udvandrerserien på sin vis er "Det lille hus på Prærien" for voksne. Udvandringen i slutningen af 1800-tallet har altid fascineret mig og historien om Kristina og Karl-Oskars rejse fra Småland til Amerika er spændende og tankevækkende og giver et rigtig godt indblik i, hvordan det må være at skulle starte forfra i et fremmed land med fremmed sprog og helt på bar bund.

Heldigvis er der mange flere bøger der har gjort indtryk og mange flere der venter på at blive læst.....

Paris aller-retour

En islandsk vulkan der beslutter sig for at spytte adskillige mængder lava op i de højere luftlag og hæmme flytrafikken er ikke voldsomt populær når man går og glæder sig til en forårsferie i Paris. Mange tanker om, hvorvidt vi ville komme afsted fyldte derfor vores hoveder sidst i april, men til alt held var vejrguderne med os og søndag d.25.4 stod to meget lettede kvinder i Københavns lufthavn. Bagagen blev tjekket ind, Starbucks leverede kaffe og vi var parate til at lade København og hverdag være ude af tankerne i nogle dage. Elsker, elsker, den der elektriske følelse af udlængsel, spænding, glæde og verdensborgerskab. To timer senere landede vi uden problemer i Charles de Gaulle og satte fødderne på fransk jord.

Paradoksalt nok - i et land hvor madkultur og gastronomi er i højsædet- blev feriens første måltid indtaget på MacDonalds og SÅ var vi klar til at finde vej med tog og metro til vores hotel. Med mad i maven og højt humør går den slags legende let og snart havde vi læsset bagagen af, klar til at kigge nærmere på lokalområdet, der vel nærmest kan sammenlignes med Nørrebro herhjemme. På een gang velkendt og dog helt fremmed.

Og vi boede ganske udemærket lige her: www.hotel-iliade.com

Alt i alt tilbragte vi 4 herlige dage med at være turister og snakke skolefransk.

Vejret var med os, i hvert fald kunne vi hurtigt konstatere at jakken kunne efterlades på hotelværelset og de blege vinterarme blev luftet i sol og 23 grader. Fantastisk. Paris i april er en stor mængde blomstrende kastanjetræer. Sejltur på Seinen. Macarons i Tuillerieparken. Ømme fødder. Croissanter og kaffe på en bænk på en legeplads. Turistattraktioner. God mad (heldigvis har man da stil nok til kun at bruge McD i nødsituationer) og rødvin. Samtaler om livet, hverdagen, mændene, fag, fremtiden og alt det andet. At kigge på mennesker fra en trappe ved Bastille-pladsen. I Amèlie's fodspor. Tid, der går alt alt for hurtigt.

Jeg vil til hver en tid hævde, at sådan et lille pusterum fra hverdagens travlhed gør underværker. Energidepoterne lades op og med fornyet energi, og en smule vemod og udlængsel, vendte vi vist begge tilbage til hverdagen i Kbh.

Det er ikke sidste gang jeg tager til Paris og jeg forestiller mig, at netop forår (og sensommer) er perfekte tidspunkter. Heldigvis er der jo altid steder man enten ikke får set eller sagtens kan se igen.