torsdag den 4. november 2010

Den blå time

Den blå time. L'heure bleu. Skumringstimen. Den time på døgnet hvor dag bliver til aften og hvor himlen er blå. Ikke blå som på en solskins sommerdag, ikke blå-grøn som kølvandet på en færge, ikke midnatsblå som lige inden månen afløser solen, men blå på den der helt særlige blå måde mellem lys og mørke. Hvor blå ikke er et spørgsmål om partikler, bølgelængder og nanometre.
Timen hvor alt ligesom er tilsidesat og hvor intet rigtigt tæller. Den magiske time hvor dagen slutter fred med natten. Hvor alfer og feer næsten kan ses med det blotte øje... (næsten). Skabt til eventyr. Timen hvor man ofte lægger dagens arbejde fra sig og når hjem. Hvor de travle, kværulerende og spøjse tanker går til ro. Falder ned, lægges på plads i sirlige bunker. Hvor tiden strækker sig i det uendelige og hvor det er ligemeget, at døgnet ikke har 10 ekstra timer.

Feeling blue... Blå er også den der lidt udefinerbare følelse af melankoli.
Melankoli (fra græsk), betyder galde og refererer til de 4 temperamenter, tilbøjelighed til nedtrykthed, sortseen. På en måde passer det meget godt til den blå time
When I'm feeling blue, all I have to do, is take a look at you. Then I'm not so blue (Phil Collins)
eller også skal man "male dagen blå" - med en solskinstribe på. Vælge lyset frem for skyggen, gi' mig selv et puf i ryggen. Tro på alting selv på lykken."