Here we go again. Det er hverdag og studietid ergo også til til overspringshandlinger. Men på den anden side, så kan en fantastisk studietur til Ghana jo ikke stå ubemærket hen. Og i bedste 'African time' stil så når jeg jo nok det hele - hvad betyder en smule ventetid og udskydelse i det lange løb?
Forventningsfuld og lidt nervøs tog jeg d. 11. februar i det fineste snevejr mod lufthavnen hvor mødestedet var sat sammen med 4 andre jordemoderstuderende, 3 ergoterapeutstuderende, 6 sygeplejestuderende og 2 undervisere. Gad vide hvordan det ville bliver at skulle være intensivt sammen med så mange andre mennesker konstant i 20 dage for et privatmenneske som mig? Det skulle vise sig at gå over al forventning...
Med bagagen afleveret og boardingpasset i hånden faldt der allerede lidt ro på nerverne. Og efter mange timer luften landede vi i Ghana's hovedstad Accra. Blev ramt af en mur af varme og en mur af mennesker der alle ville hjælpe med at slæbe bagage. Midt i mylderet lykkedes det os at finde frem til den bus der skulle køre os til Afia Beach Hotel og efter en lidt rodet indkvartering var en kold øl lige præcis det der var tiltrængt. Og det fik vi. Samtidig stiftede vi for første gang bekendtskab med begreberne 'african time og 'small small' da vi ventede.... og ventede... og ventede en rum tid inden vores mad kom.
De kommende dage bød på ture i Accra og med lidt logistik lykkedes det at få alle 16 personer indstalleret i bussen, hvor air conditionen ikke altid virkede lige effektivt og hvor der på en af køreturene lugtede mistænkeligt af benzin. Sjove lyde og ikke lang tid senere stod vi så der, in the middle of nowhere, med en bil der ikke rigtig ville køre længere. Frem til målet nåede vi dog lettere forsinket og havde en varm, men fin dag hvor vi så perlefremstilling, fik en fantastisk spaghetti m. kødsovs (ikke at forveksle med gedesovs) og fik danset boogie woogie. Hjemturen var en kende mere dramatisk end udturen og der var vist først rigtig glade ansigter da vi var vel hjemme på hotellet. Der er dælme langt hjem når bilens lygter ikke virker, det er kulsort aften og der er dybe grøfter på hver side af vejen.
Efter 5 dage i Accra kørte vi til Tema hvor der bl.a var hospitalsbesøg på programmet. En spændende, men også meget tankevækkende oplevelse. I hvert fald kan man konkludere at jordemoderfaglig omsorg som vi kender den herhjemme var så godt som ikke eksisterende, at privatliv hører til sjældenhederne og hvis den fødende er doven er det da helt ok at give hende et dask eller to. Helt klart en oplevelse der skulle fordøjes og vendes, men heldigvis har vi været gode til at låne hinandens ører når det hele blev lidt for meget.
Efter Tema var Moree næste stop, det var næsten paradis - sol, palmer, strand og det store brusende Atlanterhav. Meget tiltrængt ovenpå mange intense og begivenhedsrige dage. D.24. blev der sagt farvel til de, der tog tilbage til Dk, mens vi andre (10) tog til Nordghana og bl.a oplevede elefanter, gamle moskeer, det største marked i Vestafrika og meget mere..
Oplevelser, gode grin, klamme toiletter kombineret med dårlig mave, sammenhold, dejlige mennesker, sol, ris med kylling og kortspil er bare nogle af de ting der ikke er nævnt. Ikke desto mindre har det også været hovedingredienser i en fantastisk tur, der har været en stor energi indsprøjtning og som har givet mig mod på at se mere af Afrika og resten af verden.
Forventningsfuld og lidt nervøs tog jeg d. 11. februar i det fineste snevejr mod lufthavnen hvor mødestedet var sat sammen med 4 andre jordemoderstuderende, 3 ergoterapeutstuderende, 6 sygeplejestuderende og 2 undervisere. Gad vide hvordan det ville bliver at skulle være intensivt sammen med så mange andre mennesker konstant i 20 dage for et privatmenneske som mig? Det skulle vise sig at gå over al forventning...
Med bagagen afleveret og boardingpasset i hånden faldt der allerede lidt ro på nerverne. Og efter mange timer luften landede vi i Ghana's hovedstad Accra. Blev ramt af en mur af varme og en mur af mennesker der alle ville hjælpe med at slæbe bagage. Midt i mylderet lykkedes det os at finde frem til den bus der skulle køre os til Afia Beach Hotel og efter en lidt rodet indkvartering var en kold øl lige præcis det der var tiltrængt. Og det fik vi. Samtidig stiftede vi for første gang bekendtskab med begreberne 'african time og 'small small' da vi ventede.... og ventede... og ventede en rum tid inden vores mad kom.
De kommende dage bød på ture i Accra og med lidt logistik lykkedes det at få alle 16 personer indstalleret i bussen, hvor air conditionen ikke altid virkede lige effektivt og hvor der på en af køreturene lugtede mistænkeligt af benzin. Sjove lyde og ikke lang tid senere stod vi så der, in the middle of nowhere, med en bil der ikke rigtig ville køre længere. Frem til målet nåede vi dog lettere forsinket og havde en varm, men fin dag hvor vi så perlefremstilling, fik en fantastisk spaghetti m. kødsovs (ikke at forveksle med gedesovs) og fik danset boogie woogie. Hjemturen var en kende mere dramatisk end udturen og der var vist først rigtig glade ansigter da vi var vel hjemme på hotellet. Der er dælme langt hjem når bilens lygter ikke virker, det er kulsort aften og der er dybe grøfter på hver side af vejen.
Efter 5 dage i Accra kørte vi til Tema hvor der bl.a var hospitalsbesøg på programmet. En spændende, men også meget tankevækkende oplevelse. I hvert fald kan man konkludere at jordemoderfaglig omsorg som vi kender den herhjemme var så godt som ikke eksisterende, at privatliv hører til sjældenhederne og hvis den fødende er doven er det da helt ok at give hende et dask eller to. Helt klart en oplevelse der skulle fordøjes og vendes, men heldigvis har vi været gode til at låne hinandens ører når det hele blev lidt for meget.
Efter Tema var Moree næste stop, det var næsten paradis - sol, palmer, strand og det store brusende Atlanterhav. Meget tiltrængt ovenpå mange intense og begivenhedsrige dage. D.24. blev der sagt farvel til de, der tog tilbage til Dk, mens vi andre (10) tog til Nordghana og bl.a oplevede elefanter, gamle moskeer, det største marked i Vestafrika og meget mere..
Oplevelser, gode grin, klamme toiletter kombineret med dårlig mave, sammenhold, dejlige mennesker, sol, ris med kylling og kortspil er bare nogle af de ting der ikke er nævnt. Ikke desto mindre har det også været hovedingredienser i en fantastisk tur, der har været en stor energi indsprøjtning og som har givet mig mod på at se mere af Afrika og resten af verden.
