onsdag den 19. august 2009

om stort og småt

Flyttetankerne er midlertid på standby efter jeg blev lettere sindsyg af, at hver eneste FOR tanke med det samme blev nedskudt af en IMOD. Så nu må tiden vise, der sker i hvert fald ikke så meget det næste halve år.
Til gengæld er der fuld gang i rejsedrømmene. Udover alle de småture jeg gerne vil på i løbet af efteråret, så gad jeg SÅ godt rejse lidt rundt i USA næste sommer. Bare sådan hvad man kan nå på 3-4 uger. New York, Chicago og måske Boston. Det kunne være SÅ fedt at komme ud og opleve lidt mere af verden. Der er dog to rimelige væsentlige aspekter i dén plan. 1) Jeg skal kunne få så meget ferie og 2) Der skal spares en hulens masse penge op, for billigt er det jo ikke at rejse. I den del af verden i hvert fald. Man kan selvfølgelig håbe på, at dollarkursen holder sig lav og at jeg ved et mirakel finder ud af at leve på en sten.
Først og fremmest skal jeg vist blive bedre til at spare på dagligvareindkøbene. Noget med madplaner tror jeg. Spare på tøj-shopping - det burde give sig selv eftersom jeg jo alligevel skal smide nogle kilo og ikke købe noget nyt lige foreløbig. Spare på luksustingene (som der jo egentlig ikke er så mange af). Måske lykkes det, hvis målet hele tiden er for øje?
Og 12 måneder, det er alligevel lidt tid til at lægge penge til side under madrassen. Kunne være så fedt. Godt nok ved man aldrig helt hvordan verden ser ud om et år, men hvis man hele tiden skal tage højde for det kommer man jo aldrig nogle steder. Desuden er det jo kun en lille måned og ikke flere år jeg planlægger at være væk.

Sådan mere på et dagligdags plan, så er jeg allerede ved at være landet en lille smule mere i det virkelige arbejdsliv. Der er stadig langt til rutiner der kører på rygraden og jeg kan stadig tage mig selv i at tænke på mig selv som studerende. Men det kommer, er jeg overbevist om.
Derudover glæder jeg mig til lønningsdag så jeg kan få meldt mig ind i fitnesscenter. Trænger i dén grad til at få mere bevægelse ind i mit liv. Og tror ikke at der begynder at ryge nogle kilo før jeg begynder at forbrænde noget energi. Og det er ikke lige på 1½ times togtur man gør det. Desuden kunne det være rart med noget at foretage mig på mine fridage når jeg nu ikke er særlig god til bare at holde fri.
Over and out- togtur til Næstved og fødegang kalder!