søndag den 28. juni 2009

En nat bli'r det sommer, en fjern og fin musik

Og den nat var vist forleden. Hvor det var helt fantastisk at cykle hjem gennem sommernatten og se solen stå op over søerne. Hvor flere dages festivitas kulminerede i et brag af en fest. En fest med et strejf af nostalgi og vemodighed fordi noget nu er slut og noget andet begynder. En intens stemning af "vi gjorde det". For det var i dén grad 24 glade nyuddannede jordemødre der festede på livet løs inden arbejdsmarkedet kalder.
Det er altid lidt underligt at slutte noget. Først er der eksamenslæsningen med alle overspringshandlingerne. Så nervøsiteten og sommerfuglene op til eksamen. Og endelig, forløsningen. Som endte med et 12-tal. Er der en federe måde at blive færdig på. Så et par dage med fejring. At cykle gennem byen i kittel på en pyntet cykel og danse rundt om Storkespringvandet. Noget af det sjoveste jeg længe har gjort. Og som sagt, en fantastisk fornemmelse er det at cykle gennem sommernatten og være både vemodig og glad.