Tid

"Tiden er no'et underligt no'et, jeg har aldrig helt forstå't, hvad det egentlig er for no'et...." Sådan lød en børnesang engang. Og selvom jeg er voksen forstår jeg ikke altid helt det med tiden. Hvordan den kan snegle sig afsted og hvordan den kan fare afsted med 180 km/t. Som den har gjort det de sidste 2 mdr. Det er jo evigheder siden jeg nød sommeren, solen og stranden i Barcelona for fulde drøn og nu er det efterår, regn og rusk. 2 måneder siden jeg startede på fødegangen, og nu er jeg snart færdig der. Lige om lidt skal jeg jule-ose i Berlin og om 3 måneder til Ghana. Og indimellem bliver jeg lige et år ældre, et skridt tættere på de magiske? 30.

Det er egentlig fint nok at tiden går hurtigt, for så er det jo som regel tegn på at man trives og har det godt. Omvendt er det bare lidt skidt når man ikke rigtig synes der er tid til at stoppe op, trække vejret og mærke efter om man er på rette vej. Når alting bare drøner derudaf og det er svært at finde tid til at se veninder og ham der vist er lidt mere end bare en date eller tre. Når man ikke tænker så meget men bare gør tingene. Det kan så også være ganske glimrende, at der ikke er tid til at tænke tingene til døde.
Til trods for tidens travlhed er det nu også rart, at hive en weekend helt ud af kalenderen og tage i sommerhus med to skønne kvinder og en hund. Bare slappe af, læse sladderblade, spille tp og spise god mad. Glemme alt om hverdagen og det travle program der er for den kommende uge.

En tilfældig lørdag og et tilfældigt gensyn

Så står man der. På en fødestue, hvor der ligger en kvinde som føder lige om lidt. Og synes der er noget bekendt ved hendes mand. Ser navnet. Og så dæmrer det... Noget med noget dateri for længe længe siden. Lidt spøjst. Tror ikke han genkendte mig og også lidt ligemeget hvis han havde. Det er jo ikke som om jeg så havde stået til konen og sagt "ja jeg har så kysset mm med din mand engang". I situationen er man jo professionel. Desuden så bekræftede det hele mig i, at han ikke var den jeg søgte. Blev nu alligevel lidt skadefro over at synes jeg er både pænere og tyndere end hende. Havde i hvert fald med garanti tyndere lår. Og sådan har man jo sine små glæder i hverdagen. Bortset fra det var det en fin fødsel. Helt og aldeles normalt og ukompliceret.

Skifter med at veksle mellem at synes at det der føderi kører ganske glimrende og at jeg slet ikke har styr på det. Men jeg ved jo, at det er sådan - at det kører lidt op og ned. At der er perioder hvor jeg kan alt og andre hvor jeg intet kan. Så er det også rart at en god gammel garvet jordemoder siger at det går fint. Og at andre siger ''du skal nok blive en god jordemoder''. Alligevel er det nu lidt underligt at der kun er 2 mdr tilbage på fødegangen. Syret. Masser af tid og samtidig ingen tid til at nå det hele.

Når man nu skulle på arbejde en lørdag var det dog rart med en god vagt med en helt normal fødsel. Efterfølgende slog det mig, at det ikke er lige nu jeg skal have børn og familieliv. Engang, ja tak. Men lige nu er det egentlig fint bare at være single og datende. Frihed og uafhængighed er et glimrende koncept. Lige nu.

Og rart at slutte dagen af med en spontant arrangeret venindeaften med pizza, gyserfilm, sladder og sludren når det hele nu engang kører med 180 km/t for tiden.