småt

Tiden går, klokken slår og september bliver meget snart til oktober. Men himlen er stadig blå, og naturen fuld af skønne farver. Er ikke blevet klogere på dating-taktikken, men har tilgengæld en hverdag hvor vagterne på sygehuset optager en god del af tiden. Derudover er der alle de løse ender som forhåbentlig snart samles til een tråd, gerne en rød en af slagsen.

Trods løse ender og manglende mænd er jeg nu stadig sådan helt grundlæggende godt tilfreds med det hele. Både når jeg er lige ved at gå omkuld på sofaen, cykler med musik i ørerne dikke-dikker små søde babyer, bruger en weekend i godt selskab og griner så tårerne sprøjter og når jeg står på en fødestue og mærker adreanlinsuset fordi der lige om lidt er født endnu et barn.
Uden at være specielt religiøs, så er jeg yderst og lidt ydmygt taknemmelig for det jeg har.

Typisk!! (advarsel - brok)!

Det er SÅ typisk. Finder god profil på Dating. Kredser lidt om den, komponerer et brev og trykker send. Får svar, et godt langt et. Skriver tilbage. Får svar igen. Med afslag af en eller anden given grund. Men også med komplimenten om, at jeg har en god profil og hvis ikke det var fordi xpq så havde jeg bestemt fået et bedre svar. Tak. Jeg sætter selvfølgelig pris på ærlighed, men bliver også så træt så træt. Så kan man nemlig starte helt forfra igen med sin søgen. Det er så opslidende. Spredehagls-taktikken er midlertigt droppet. Jeg har dårlig brev-karma åbenbart.
En klog kvinde har udtalt at man ikke skal nøjes med en mand der ikke får sommerfugle i maven over en. Det er så sandt som det er sagt, men for fanden, hvor er det de befinder sig de der søde sjove og helt almindelige mænd? Hvor mange nitter skal man igennem for at vinde den store gevinst?
Jeg tror det er ude i den virkelige verden hvis jeg skal være helt ærlig. Tror i hvert fald der ville komme det bedste resultat ud af det fordi der ofte er mulighed for at se hinanden an på en lidt anden måde end når man mødes efter kortere eller længere tids brevskriveri og hvor formålet er at se hinanden med henblik på om man kan blive kærester. Det er ligesom knald eller fald ved første møde.
Men hvis det er ude i den virkelige verden, så opstår problemet når man vader rundt i en næsten ren kvindeverden til daglig og ikke har en omgangskreds der er fuld af mænd. eller går til et eller andet aftenskolekursus hvor de også er. Og hvad er næste skridt så?
Der må ny taktik på banen, men hvilken?

Septembers himmel er så blå

Septembervejr som i dag er en af de ting der ligesom bare gør, at jeg ikke kan andet end at være glad. En høj blå himmel og strålende solskin med en snert af efterårets kulde. At gå tur i Dyrehaven hvor træerne så småt er ved at skifte farve fra dyb grøn til gyldne efterårsfarver. Duften af let falmede og formuldede blade og græssende kronhjorte i baggrunden gør at alting ligesom går op i en højere enhed.
Jeg elsker denne årstid. Netop nu, hvor sommeren stadig hænger i luften og efteråret med regn, rusk og kølige dage der indbyder til varme trøjer, stearinlys og te venter rundt om hjørnet. Når hyldebærrene hænger i sorte tunge klaser. At bide i et sprødt og rødt og solmodent Gråstenæble. Bruge de første rodfrugter i madlavningen. Alle mine sanser bliver stimuleret i allerhøjeste grad.
Og jeg bliver glad, helt ind i den inderste kerne fordi livet jo i bund og grund er rigt. Fordi jeg har mennesker i sit liv jeg holder af og som holder af mig. Som jeg nødigt ville undvære. Fordi jeg i det store hele er rask og igang med det jeg allerhelst vil. Fordi jeg får lov til at tage del i fremmede menneskers allerstørste øjeblik. Dét er livsbekræftende.
Og lige præcis tanker som disse er dem man skal huske når hverdagen bliver alt for hektisk og uoverskuelig.

Så skænk mig da, oh efterår, et gravensten der smager af septembers blå himmel.

Kampen mod fedtet, vol II - knock out!

Kampen mod fedtet kører stadig og det lykkes vist egentlig ok at spise sundt, få rørt sig og alle de gode anbefalede ting. Men bedst som man tror det går rigtig godt bliver man slået i gulvet med et lige højreslag. Fordi de forbandede fedtsyrer der fiser rundt i mine årer og øger risikoen for blodpropper er steget. Igen. Efter at have ligget på normalniveauet ved sidste måling. Så bliver det sq lidt svært at holde gejsten oppe. Lidt svært at tro på, at det hele overhovedet nytter noget. Magtesløshed blandet med nervøsitet. Usikkerhed. Frustration over dumme gener. Over at spise medicin hver dag uden udsigt til nogensinde at skulle stoppe med det. Tanker om, hvad det betyder for fremtiden på forskellige fronter. Og hvornår er nok nok? 10 kg? åbenbart ikke. 15 kg? Åbenbart heller ikke. 20 kg? 25 kg?

Kan godt fortryde, at jeg ikke har gjort det her for lang, lang tid siden og har ikke tænkt mig at kaste håndklædet i ringen. Bliver ved med den sunde mad og motionen, for kan jo mærke at giver ekstra energi. Øget velvære. Glæde over bukser i en størrelse mindre. Bedre blodtryk. En fantastisk følelse af at gøre noget. Handle. Tage et ansvar.

Så meget desto mere frustrerende er det når man bliver slået af pinden af noget der ikke bare sådan lader sig bekæmpe. Ved ikke rigtig hvad mit mål er... 78 kg, så bmi er under 25? 75 kg fordi det er et pænt rundt tal? 72,6 fordi det så er præcis 25 kg? Det er rigtig rigtig svært når man aldrig i sit voksenliv har været så langt nede i vægt. Svært at få tankerne til at følge med. At lade være med at føle sig for stor. Jeg ved at delmål opnået til bestemte datoer ikke fungerer. Det må tage den tid det tager, og det har jeg det egentlig okay med, for sådan er dét bare. Og hellere langsomt, men stabilt og med plads til den gode mad og rødvinen, jeg ikke vil undvære.
Sq da godt jeg har rygrad på nogle områder.

Speaking of sund mad- jeg tror den er færdig...

Mandagsblå

Mandag. Officielt starter 6. semester i dag. Semesteret hvor jeg skal blive klogere, mere selvstændig og 'udvikle min jordemoderprofil' som det nok så nydeligt er formuleret i studiehåndbogen. Både glæder mig og er vildt skræmt, fuck, det er jo nu jeg skal kunne! Heldigvis er der et par dage endnu inden hverdagen rammer med ligeså fuld styrke som orkanen Gustav.
Men jeg har været snedig har jeg. Organisering er helt sikkert vejen frem. Derfor kan man i mit køkken se en kæmpekalender der skaber overblik. Madplanen for den næste uge, inkl 3 aftenvagter er lagt. Cyklen er hos El Hassan der toptuner den så den er klar til Frederikssundsvej. Og senere i dag er der også strålende rent og kvalmt Ajax-duftende over det hele. Ergo, de bedste betingelser for en god start på hverdagen.

I dag er jeg vist bare lidt mandags-blå. Efter en weekend med thai mad, mojitos, frozen daquiries, cafébesøg og fødselsdag med alt hvad der hører til. En weekend af de gode. En af dem hvor jeg rent faktisk følte at jeg har et liv. Og stort set glemte at jeg ikke har en kæreste. Fordi det var ligemeget når der skete så meget andet. Så action er vejen frem? Og så kommer han når jeg mindst venter det? Helt ærligt, så tror jeg meget lidt på den kliché. Men jeg vil gerne sørge for at have det sjovt. Men apropos single-tilstanden, så sker der jo næppe noget når ens bagdel er solidt plantet i sofaen. Så jeg har lagt taktik. Som godt nok kan sofa-fjernstyres. At skyde med spredehagl på Dating. Så er der vel for fanden en eller anden der bider på krogen og kan lokkes med på date. For det er alt for længe siden jeg har været på en date. Og endnu længere siden jeg har været på en god en af slagsen. Begynder snart at tro på, at der er noget om, at mænd er fra en anden planet. ...